Kollund Skov

Den gamle bøgeskov ved Flensborg Fjord
er et vigtigt levested for dyr, planter og svampe.
Her får du store naturoplevelser.

OPLEV KOLLUND SKOV

Orkidéer, spætter, smuk bøgeskov i dybe slugter og bølgende vand. Smukke Kollund Skov ved grænsen til Tyskland rummer store naturoplevelser. Læs, hvad du kan opleve, og hvad Naturfonden gør for naturen.

Bjergsalamander (lever i Kollund Skov)

UNIK NATUR

Kollund Skov rummer nogle af de få tilbageværende områder i Danmark, der har været dækket med skov lige siden istiden. Det er noget af det tætteste, vi kommer på dansk oprindelig skov.

Skoven består af et smukt landskab med stejle skrænter og dybe slugter ned mod Flensborg Fjord.

Københavns Universitet har udpeget Kollund Skov som en af de skove, som er særligt vigtige for hele Danmark, fordi dens gamle skove er helt særlig natur med mange forskellige slags dyr og planter.

Bjergsalamander og sortspætte

Under skovens mange gamle bøgetræer vokser kristtorn vildt og sætter røde bær, der er lidt giftige.

Du kan være heldig at se en bjergsalamander, hvis du kommer forbi et lille, skyggefuldt vandhul. I Danmark lever bjergsalamanderen kun nogle få steder i Sønderjylland.

I skoven yngler landets største spætte, sortspætten, af og til. Den er på størrelse med en krage og kan hakke et halv meter dybt redehul i en bøgestamme.

Du kan også være heldig at møde fire andre spættearter, der er set i skoven, blandt andre den sjældne grønspætte og mellemflagspætte.

Fire slags vilde orkidéer

I Kollund Skov vokser fire forskellige orkidéarter: Nikkende hullæbe, skov-hullæbe, ægbladet fliglæbe og skov-gøgelilje.

Alle danske orkidéer er sjældne og fredede, og det er derfor vigtigt for deres overlevelse, at vi ikke graver dem op eller plukker dem.

Der lever også naturlige forekomster af avnbøg og kæmpestar.

Der er masser af andre sjældne og spændende arter, som du kan opleve på din tur.

Genopretning skovmoser Kollund Skov (3)

SÅDAN HJÆLPER VI NATUREN

I det meste af skoven gør vi præcis det, skovens vilde dyr, planter og svampe har brug for: Ingenting. Skoven er nemlig en såkaldt urørt skov, som får lov at udvikle sig frit og naturligt for altid. Det skaber en naturlig skov med mange flere og bedre levesteder til skovens biodiversitet. Urørt skov mangler i Danmark, ifølge Biodiversitetsrådet

Et par steder har vi genoprettet skovmose, som forsvandt, da man tidligere drænede området for at plante nåletræ til tømmer. De mørke og monotone nåleplantager er nu erstattet med de oprindelige skovmoser, efter vi stoppede drænrør og grøfter for at lade vandet blive i moserne igen. Læs mere

kollund-skov-ur-50

NATUROPLEVELSER

En sortspætte hakker efter insekter under barken på et gammelt bøgetræ. Solen sender sine stråler ned mellem træernes blade. Bøgetræer knejser over dig, mens du bevæger dig op og ned gennem skovens dybe slugter.

På din tur kan du møde skovens fugle, insekter og biller.

Når du kommer ned ad bakkerne til Flensborg Fjord, går du med den smukke grønne skov på den ene side og fjordens blå vand på den anden.

Lyder det som noget for dig, så sæt en hel eller halv dag af og nyd en af landets smukkeste og mest naturlige skove.

Og glem ikke at slå et smut forbi de to skovmoser, som Naturfonden har genoprettet. Her er det interessant at se, hvordan naturen udvikler sig, efter vandet er vendt tilbage.

Gendarmstien løber gennem Kollund Skov

VANDRETURE

Den flotteste tur gennem skoven er samtidig en del af den 74 kilometer lange Gendarmsti. Den løber gennem skoven langs Flensborg Fjord.

Den nationale cykelrute 8 løber også gennem skoven langs fjorden.

Du kan også besøge Tyskland ved at bruge en smal træbro ved Krusåens udløb i fjorden. Det er Danmarks mindste grænseovergang.

Der er afmærkede ruter rundt i skoven. Se turkortet øverst på siden.

ADGANGSREGLER

Du er velkommen til at færdes til fods overalt i Kollund Skov og døgnet rundt – både på og uden for veje og stier.

• Du må dog ikke færdes på private gårdspladser og i haver.
• Cykling er kun tilladt på skovvejene.
• Ridning er tilladt i skridt eller trav på skovvejene. Du må også gerne ride i skovbunden men ikke på gravhøje eller andre fortidsminder.
• Hunde er velkommen, men skal altid være i snor.
• Adgang og ophold i skoven sker på eget ansvar.

Shelterpladsen, hvor alle kan overnatte

OVERNATNING

Der er mange måder at overnatte i Sønderjylland. Nyd et af områdets bed and breakfasts (B&B), book luksus på et hotel, bo billigere på vandrehjem eller camping, lej et sommerhus eller ferielejlighed til hele familien, eller bo på en hyggelig kro. Skal det være vildt og billigt, kan du booke et shelter i Kollund Skov:

SOV I SHELTER VED VANDET

Fald i søvn til natuglens tuden og vandets skvulpen. Vågn op til morgenkoret af fugle, der synger allerede fra tidlig morgen forår og sommer. Giv ungerne en oplevelse med naturen eller sov der alene.

Vi har sat flere shelters op. Det sydlige har flot udsigt over Flensborg Fjord, det østlige ligger i skoven og har muldtoilet og vandhane.

Shelterne på den store overnatningsplads i den østlige del af skoven kan bookes. Man kan maksimalt booke to sammenhængende nætter til en pris på 50 kroner per shelter per nat. Book her

OVERNATNING I TELT

Du kan også slå dit eget telt op på teltpladsen nord for shelterpladsen.

Du kan hjælpe med at passe på naturen ved at overholde reglerne for at overnatte i skoven, som du kan læse nederst.

Overnatning i Kollund Skov må kun foregå på de tre overnatningspladser.

• Man må kun slå telt op på teltpladsen og ikke ved shelterpladserne.
• Der må kun tændes bål på de anviste bålsteder for at øge brandsikkerheden.
• Tørt brænde må samles i skovbunden omkring bålstederne, men det er ikke tilladt at save eller hugge i træer og vegetation i skoven.
• Drikkevand kan i sommerhalvåret hentes ved Molevej 24 eller ved Skomagerhus infotavle.
• Det er forbudt og grimt at efterlade affald i skoven. Smid i stedet dit affald i affaldsbeholderne i skoven.
• Husk at efterlade pladsen pæn og ryddelig til de næste gæster.
• Adgang og ophold i skoven sker på eget ansvar.

Foto: Ulrik Pedersen, Tøndermarsk Initiativet

ANDRE SEVÆRDIGHEDER

Kollund Skov ligger i Sønderjylland tæt på spændende byer som Kruså, Padborg, Flensborg og kun en lille times kørsel fra Gråsten, Dybbøl og Sønderborg på Als.

Hele området byder på et væld af oplevelser. Blandt andet kan du overveje:

  • Tøndermarsken, sort sol og østers-safari i UNESCO-området Nationalpark Vadehavet
  • Historiecenter Dybbøl Banke med Dybbøl Mølle
  • Universe Science Park ved Nordborg på Als

Hjælp naturen med et SKOVBEVIS

Vidste du, at et SKOVBEVIS fra Naturfonden er den perfekte gave til naturen? 100 % af købet går til mere plads til naturen i Danmark. Et SKOVBEVIS er den perfekte julegave , mandelgave eller gave til Mors Dag.

Se alle de flotte motiver i vores webshop.

NYHEDER FRA KOLLUND SKOV

NATUREN I KOLLUND SKOV

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.