Skal naturen arve dig?

Her kan du læse om, hvilken forskel du kan gøre for naturen ved at testamentere til Den Danske Naturfond

God natur til fremtidens generationer

At oprette et testamente – eller gennemtænke et allerede oprettet testamente – er vigtigt. Det handler om at tage vare på fremtiden. Vi er glade for, at du bruger din tid på at få mere viden om Den Danske Naturfond i forbindelse med dine tanker om arv og testamente.

Gennem Naturfonden kan du efterlade et varigt minde til fremtidens generationer. Vi køber, beskytter og genopretter natur i hele Danmark, og giver på den måde vilde dyr og planter mere plads, beskytter vandmiljøet og forbedrer klimaet.

Alle kan opleve vores naturområder – i dag, i morgen og om 100 år. Naturområderne har evigtvarende beskyttelse, og der er altid åbent og adgang for besøgende. Naturfonden gør en reel forskel for Danmarks trængte natur.

Med en gave eller donation i dit testamente kan Naturfonden beskytte endnu mere dansk natur, og du er med til at sikre fremtidige generationers adgang til en rig, dansk natur. Dit bidrag giver direkte værdi til dine efterladte og alle andre. For dit bidrag køber vi jord i den danske natur, som din efterladte, som dine kære og alle andre kan besøge.

Naturfonden er fritaget for boafgift. Alle bidrag – store som små – gør en forskel. Hver kvadratmeter tæller for naturen. Det koster ca. 12 kr. at købe og beskytte 1 m2 natur gennem Naturfonden.

Mange synes, det er besværligt og dyrt at lave testamente. Sådan behøver det ikke at være. Her kan du blive klogere på mulighederne, og hvilke fordele der er ved at lave et testamente.

Vil du vide mere? Download vores arvefolder her

Hvorfor kan et testamente være relevant for dig?

Et testamente sikrer, at de ting eller værdier, der har en særlig betydning eller historie, bliver håndteret, som du ønsker. Ved at oprette et testamente vælger du nemlig, hvem der skal arve efter dig. Uden et testamente bestemmer arveloven, hvem din arv går til.

Par, der lever sammen uden at være gift, skal være særligt opmærksomme på, at de ikke er sikret at arve fra hinanden.

Hvis du ikke har en ægtefælle, børn eller børnebørn, kan du ved at betænke en almenvelgørende forening eller fond med en del af arven spare boafgiften og gøre dine pårørendes arv større. Det kaldes 30 %-reglen.

Naturfonden tilbyder gratis advokathjælp til at lave dit testamente, hvis Naturfonden bliver indsat som begunstiget. Typisk vil hjælp fra en advokat koste ca. 5.000 kr. Det er altid en god ide at få en advokat til hjælpe, når man skriver testamente.

Alle penge testamenteret til Naturfonden, går ubeskåret til at give naturen mere plads i Danmark. Penge til løn og administration betaler Naturfonden selv

FAQ

Hvorfor skal jeg lave testamente?

Ved at oprette et testamente vælger du, hvem der skal arve efter dig. Uden et testamente bestemmer arveloven, hvem din arv går til. 

Det er særlig vigtigt at overveje et testamente, hvis du ikke har en ægtefælle, børn eller andre slægtninge jf. arveklasserne. I så fald, vil hele din formue tilfalde statskassen, medmindre du har bestemt noget andet i dit testamente. Husk, at hvis du har en partner eller samlever, som du ikke er gift med, har han eller hun ingen arveret. Det kan du ændre på ved at oprette et testamente.

Hvad kan jeg bestemme i mit testamente?

Når du opretter testamente, kan du lave om på den automatiske fordeling af arv, som arveloven foreskriver. Du kan f.eks. tilgodese venner og andre personer, som ikke normalt er arveberettiget, eller du kan fordele din arv til velgørende organisationer og formål.

Et testamente kan altid ændres. Det er en god idé at få kontrolleret testamentet, når der sker ændringer i din familiesituation.

Hvem arver, hvis jeg ikke opretter testamente?

Arveloven afgør, hvordan arven efter dig fordeles, hvis du ikke har oprettet testamente. Dine familiemedlemmer er inddelt i tre arveklasser. Har du ikke nogen arvinger i de tre arveklasser, går hele arven til staten.

  1. Livsarvinger: Ægtefælle og efterkommere, dvs. børn, børnebørn, oldebørn og adoptivbørn. Det vil sige slægtninge i nedstigende linje. Er der ingen arvinger i 1. arveklasse, går arven videre til 2. arveklasse.
  2. Nær familie: Forældre, søskende og nevøer/niecer. Er der ingen arvinger i 2. arveklasse, går arven videre til 3. arveklasse.
  3. Fjern familie: Bedsteforældre og deres børn– men ikke børnebørn. Det vil sige, at dine fætre og kusiner ikke er arvinger ifølge arveloven.

Hvis der ikke er arvinger i hverken 1., 2. eller 3. arveklasse, går hele arven til staten, medmindre du har oprettet testamente. Opretter du testamente, bestemmer du selv hvem eller hvad, arven skal gå til.

Hvordan opretter jeg et testamenter og hvad er de formelle krav til et testamente?

Et testamente er kun gyldigt, når det er underskrevet af en notar eller to vidner. Hvis du vil være sikker på, at testamentet er juridisk holdbart, bør du kontakte en advokat.

Gratis advokat - hvordan?

Du kan få en advokat anbefalet af os, eller du kan finde en advokat selv. Hvis du selv finder en advokat, skal advokaten melde sit forventede salær til fonden på am@naturfonden.dk, INDEN der skrives testamente. Når salæret er godkendt, skriver advokaten testamente sammen med dig.

Hvis du ikke har en advokat i forvejen, anbefaler vi, at du vælger en, der er tilknyttet sammenslutningen af Danske Familieadvokater eller Danske Arverets advokater. Du kan finde en oversigt over advokaterne lige her: Få hjælp til oprettelse af testamente – Find en lokal advokat (detgodetestamente.dk)

Når du har fundet en advokat, kan du frit tale dine overvejelser igennem med advokaten. Samtalen er fortrolig, og Naturfonden behøver ikke at kende til indholdet i testamentet. Advokaten vil sikre sig, at testamentet er juridisk i orden og opfylder Naturfondens krav, nemlig at Naturfonden betænkes.

Her skal du dog være opmærksom på, at vi ikke giver tilskud til testamentet, hvis Naturfonden er indsat på særlige betingelser. Vi giver f.eks. ikke tilskud, hvis indsættelsen er betinget af alle andre arvingers død, eller af at indsættelsen forøger arven til dine øvrige arvinger. Tilskuddet til advokatregningen er skattepligtigt.

Vi uddyber meget gerne vores vilkår og hjælper dig på vej, hvis du har spørgsmål.

Hvad er tvangsarv og hvem er mine tvangsarvinger?

Ifølge arveloven er 25% af den arv, som tilkommer dine livsarvinger og din ægtefælle, tvangsarv.  Ægtefælle og livsarvinger er altså tvangsarvinger, og de kan ikke gøres arveløse, men skal arve minimum en fjerdedel af arven. Arvinger i 2. og 3. klasse er ikke tvangsarvinger.

Hvad er 30 %-reglen?

30 %-reglen går forsimplet ud på, at du kan donere 70 % af din arv til dine valgte arvinger og de resterende 30 % til en velgørende organisation. Vælger du at betænke en velgørende organisation som Den Danske Naturfonden i dit testamente, kan dine tiltænkte arvinger modtage en større arv.

Selve nettoarven til dine valgte arvinger bliver dermed større, da de skal betale en mindre bo- og tillægsafgift, og samtidig kan du støtte et godt formål med en del af din arv. Se eksempel i grafikken her:

Hvem kan benytte 30 % reglen?

Herunder finder du en oversigt over de ”kategorier” af arvinger der er indbefattet af bo- og tillægsafgiften.

Hvor meget skal man betale i bo- og tillægsafgift?

  • Ægtefæller og registrerede partnere betaler 0 % i boafgift
  • Børn, børnebørn og samlevere i mere end to år betaler 15 % i boafgift
  • Alle andre, såsom fætre, kusiner, søskende, niecer, nevøer, venner osv. betaler 36,25 % i bo- og tillægsafgift
  • Velgørende organisationer betaler 0 % i boafgift

30 %-reglen er kun tiltænkt arvinger i kategori 3. Fætre, kusiner osv., betaler nemlig den høje afgift på 36,25 %.

Har du derfor ingen arvinger, der kan kategoriseres som ”nærmeste familie”, altså kategori 1 eller 2, vil 30 %-reglen være relevant for dig.

Hvad går mine penge til hos Naturfonden?

100 procent går til at give naturen mere plads. Omkostninger til Naturfondens løn og administration dækkes af Naturfondens driftskapital.

Hvis du ønsker at få din arv øremærket til et særligt naturområde eller sted i Danmark kan du kontakte Naturfondens direktør Flemming Nielsen på fn@naturfonden.dk eller 24661362.

Hvad kan jeg testamentere til Den Danske Naturfond

Du kan vælge at skrive en velgørende organisation ind i dit testamente på tre forskellige måder alt efter om organisationen skal arve sammen med andre personer og/eller organisationer:

  1. Du kan testamentere hele din arv
  2. Du kan testamentere et valgfrit beløb
  3. Du kan testamentere en procentdel af din arv. Selv 1% af din arv vil kunne gøre en stor forskel for den danske natur. Hver en m2 tæller for natur, der har mistet stort set alle de gode levesteder.

I Danmark er velgørende organisationer som Den Danske Naturfond fritaget for at betale boafgift.

ARVETESTEN

TJEKLISTE

Tjeklisten til oprettelse af testamente

Uanset om du vil ændre et tidligere testamente eller skrive et nyt, så er det en god idé at være velforberedt inden du tager kontakt til en advokat. På denne side kan du hente vores tjekliste, der gør det mere overskueligt for dig at få et overblik.

Beskriv dine familieforhold, værdier og ønsker

Gå gennem punkterne på listen, og beskriv dine familieforhold samt formueordning med din eventuelle ægtefælle. Notér, hvilke værdier og udeståender du har, så du får et samlet overblik over værdien af dit bo. Skriv også, hvilke personer og/eller organisationer, du ønsker, skal arve efter dig – og hvad du ønsker de skal arve.

Tre punkter til at oprette testamente

Naturfonden er med i Det gode testamente

Det Gode Testamente er et samarbejde mellem flere end 50 af landets velgørende organisationer, som er gået sammen for at bidrage til at hjælpe og støtte dig, der overvejer at testamentere til velgørenhed. Alle med forskellige sager og interesseområder.

Du kan føle dig tryg ved de organisationer, der er med i Det Gode Testamente. Vi er alle medlemmer af brancheforeningen ISOBRO. Det betyder, at du kan stole på, at vi åbent rapporterer, hvad vi gør med vores indsamlede midler, og at vi følger de etiske regler, der findes for indsamling.

Det Gode Testamente tilbyder gratis vejledning om arv og testamente både telefonisk og skriftligt. På hjemmesiden finder du gode råd og information om at skrive testamente og muligheden for at betænke en velgørende organisation heri.

Vigtigheden af at betænke et godt formål

Det Gode Testamente har fokus på at oplyse om muligheden for at betænke en eller flere velgørende organisationer i testamente. Denne proces er ligetil og kræver hverken tidsmæssigt eller økonomisk mere end hvis det udelukkende var familiemedlemmer, der skulle betænkes.

Hvorfor er Naturfonden med i Det Gode Testamente?

Naturfonden er med i samarbejdet, fordi vi er afhængige af donationer – som arv – for at kunne passe på naturen. Vi mener, at det er vigtigt at oplyse danskerne om muligheden for at tilgodese velgørenhed gennem arv.

Vi håber, at det sætter nogle tanker i gang, så du selv kan tage stilling til, hvorvidt du ønsker at skrive et testamente og eventuelt indsætte Naturfonden i dit testamente. Du kan læse mere på www.detgodetestamente.dk

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.