Stor bevilling fra
Novo Nordisk Fonden
skal sikre mere natur

Bevillingen skal være med til at sikre endnu flere store, sammenhængende naturområder til gavn for biodiversitet, klima og vandmiljø.

Samtidig har Novo Nordisk Fonden også valgt at støtte mere ny skov med en bevilling til Klimaskovfonden.

Baggrunden for de to store bevillinger er en fælles vision om mere natur i Danmark.

”Hos Novo Nordisk Fonden deler vi den ambitiøse vision i Den Grønne Trepart om en omlægning af Danmarks areal, så vi får udsigt til flere sammenhængende naturområder, end vi har i dag. For at understøtte denne udvikling har vi valgt at støtte Den Danske Naturfond og Klimaskovfonden i deres arbejde med at etablere nye natur- og skovområder,” siger Lars Hansen, projektdirektør for Grøn Trepart i Novo Nordisk Fonden.

Naturfonden skal veksle bevillingen til nye naturområder i hele Danmark, og det glæder Naturfondens formand Bengt Holst.

”Det er en flot og vigtig forstærkning af Naturfondens arbejde. Det betyder, at vi kan sætte tempoet op og sikre endnu flere og større naturområder i hele landet. Vi vil bygge videre på de gode samarbejder, vi allerede har, og udvide dem til endnu flere,” siger Bengt Holst.

Bevillingen fra Novo Nordisk Fonden bliver lagt oven i alt den gode og vigtige støtte, som Naturfonden allerede modtager.

Støtten er helt afgørende, hvis vi skal vende udviklingen for natur og biodiversitet, sikre et renere havmiljø og reducere udledningen af klimagasser.

Læs mere hos Novo Nordisk Fonden

Foto fra Vejle Ådal: Jesper Edvardsen

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.