Den truede engperlemorsommerfugl er i høj risiko for at forsvinde fra Danmark. På Fyn er den næsten væk. Den har sit sidste levested på en lille skoveng i Hesbjerg Skov. Naturfonden købte skoven i foråret, og nu er vi sammen med Odense Kommune i fuld gang med at naturgenoprette 16 hektar eng og skov for at udvide dens levesteder.
Planen er, at den genoprettede skoveng bliver til så indbydende bolig og spisested, at sommerfuglen slet ikke kan lade være med at flytte ind og stifte familie. I dag lever der kun få eksemplarer af insektet på en lille skoveng ved siden af, men nu er vi forhåbentlig på vej mod en større og stabil bestand.
Vi glæder os meget til næste sommer, hvor vi forhåbentlig ser de første gode resultater med mange flere engperlemorsommerfugle.
Genopretningen af engen giver også flere levesteder til mange andre dyr og planter. Mosaiklandskabet, der er på vej, bliver en blanding af åbne områder og skov, og det vil også gavne andre sommerfugle og vilde bier. Jo flere insekter, der kan leve der, jo mere føde er der også til fugle, frøer og andre dyr.
Mere plads til den fynske natur. Flere skønne naturoplevelser til os alle. Hesbjerg Skov lige uden for Odense på Fyn bliver mere og mere naturlig. Skoven har været brugt til skovdrift, men nu sørger vi for, at naturen vender tilbage.