Nyt stort naturområde
ved Storebæltsbroen

Beskyt den vilde natur

Den vilde natur mangler plads. Men du kan hjælpe. Som Naturbeskytter giver du naturen mere plads hver måned. For 12 kroner redder du 1 m2. BLIV NATURBESKYTTER NU

Naturområdet bliver på 260 ha og inviterer på naturoplevelser til lokale borgere, turister og de mange millioner rejsende, som tager turen på tværs af landet med tog eller bil. Det bliver et af Sjællands største naturgenopretningsprojekter.

Det nye naturområde ligger centralt i Danmark og lige ved motorvejen mellem Jylland og Sjælland.

Det bliver et naturligt stoppested for alle, der har brug for frisk luft og et lille hvil på turen tværs gennem landet, og det skal gøre det endnu mere attraktivt at bo i Slagelse Kommune og besøge området ved Korsør.

Formålet er også at forbedre natur og biodiversitet, give renere vand i Storebælt og reducere CO2-udledningen.

”Jeg er overbevist om, at området bliver et attraktivt udflugtsmål for både Slagelse Kommunes borgere, gæster udefra, vores skoler og institutioner – ja hele regionen, pga. den enestående natur. Derudover matcher det fantastisk ind i den udviklingsplan, der er gang i for Korsør, og som også skal lokke turister til vores smukke område,” udtaler Knud Vincents (V), borgmester i Slagelse Kommunen.

Her ser du, hvordan naturområdet kan se ud om ti år, når naturen i området er genoprettet. Her er skabt et stort sammenhængende og enestående naturområde med flere og bedre levesteder for en lang række plante- og dyrearter. Her genoprettes tidligere tiders vådområder, afgræssede enge og overdrev.  Man kan gå skønne ture på vandrestier, nyde overdrevets blomsterflor, overnatte i shelters, opleve de mange spændende fugle fra fugletårnet eller bade ved stranden i den nordøstlige del.

Naturgenopretningsprojekt kan inspirere flere kommuner

Formålet med den store naturgenopretning er at skabe et stort sammenhængende og enestående naturområde med levesteder for en lang række plante- og dyrearter.

Her genskabes tidligere vådområder, afgræssede enge og overdrev, der kan være levested for truede dyr og planter.

Naturområdet får nye adgangsforbindelser fra Korsør, motorvejen og Korsør Station, og her kommer flere faciliteter for besøgende og naturformidling inde i området.

“Naturfonden er meget glad for det nye naturområde, som har en unik beliggenhed lige ved Storebælt, Korsør, Storebæltsbroen, motorvejen og jernbanen. Det giver gode muligheder for at udvikle og fremvise dansk natur, når den har det bedst, for et meget stort publikum,” siger Bengt Holst, formand for Den Danske Naturfond.

Naturområdet ligger i første række til Storebælt, lige ved Korsør, Korsør Station og Storebæltsbroen. Foto Jesper Edvardsen /Den Danske Naturfond
Naturområdet ligger i første række til Storebælt, lige ved Korsør, Korsør Station og Storebæltsbroen. Foto Jesper Edvardsen /Den Danske Naturfond

Området skal være et demonstrationsprojekt for multifunktionel planlægning og arealanvendelse, hvor mange hensyn kan forenes på én gang. Det skal derfor også tjene til inspiration for andre kommuner.

Området bliver tilgængeligt for alle og skal give borgere og turister mulighed for at opleve et landskab med en mangfoldighed af arter i naturen.

Formand for Klima og Miljøudvalget i Slagelse Kommune, Jørgen Grüner (F), er også meget begejstret.

”Det er en stor dag for Slagelse Kommune og for naturen. Det er helt unikt, at vi i samarbejde med Den Danske Naturfond får chancen for at udvikle et så fantastisk, naturskønt område. Jeg ser frem til, at vi i de kommende år kan udvikle naturområdet, så både planter og dyr – samt borgerne i Slagelse Kommune og alle besøgende – kan få mest mulig glæde af projektet.”

Klinten ud til Storebælt er naturområdets vartegn. Klinten er op mod 14 meter høj og strækker sig omkring en kilometer langs kysten. Foto: Jesper Edvardsen
Klinten ud til Storebælt er naturområdets vartegn. Klinten er op mod 14 meter høj og strækker sig omkring en kilometer langs kysten. Foto: Jesper Edvardsen

Slagelse Kommune og Den Danske Naturfond vil med naturprojektet sikre et stærkt bidrag til at imødegå biodiversitetskrisen og samtidig styrke mulighederne for, at man kan opleve helt særlige dyrearter og natur.

Nu venter et stort arbejde med at lave planer for det nye naturområde og de kommende gode friluftsoplevelser. Her kan alle være med til at komme med forslag og gode idéer.

Der bliver afholdt offentlige møder og åbne ture i området i løbet af 2024. Og så skal der findes et navn til det nye naturområde, som forventes at stå færdig om 3-5 år.

Fakta

  • Slagelse Kommune og Den Danske Naturfond har købt klinten og det store område bagved, kendt som Kruusesminde, og skal nu udvikle området med inddragelse af mange forskellige interessenter.
  • Det nye naturområde er på i alt ca. 260 ha. Sammen med de andre naturområder omkring Korsør bliver der et samlet naturområde på ca. 1.000 ha. bestående af vild natur, strandarealer, skove og nor.
  • Det nye naturområde består af 5 km kyst med et 50 ha. stort fuglereservat længst mod nord og den flotte klint ved Storebæltsbroen. Den centrale del af området består af 220 ha. græsmarker, landbrugsarealer og småskove, som skal omdannes til kvalitetsnatur.
  • De eksisterende bygninger til ejendommen Kruusesminde er med i købet og overtages af Slagelse Kommune, der skal finde ud af, hvad de fremover skal bruges til.
  • Købsprisen for Kruusesminde er 57 mio. kr. De to samarbejdspartnere har derudover afsat midler til løbende drift og udvikling af en grøn infrastruktur omkring Korsør og Storebælt.
  • Der forventes indtjening ved frasalg og bortforpagtning. Dette beløb kendes ikke pt.
  • Med multifunktionel planlægning og arealanvendelse samtænkes brugen af arealer, så de anvendes på en måde, der opfylder flere hensyn og funktioner på samme tid. Det gælder både natur og biodiversitet, renere vand, mindre forurening, klimagevinst og flere naturoplevelser til alle.

Planen fremadrettet

Hele området med de tidligere dyrkede marker skal udvikles til ét stort, sammenhængende naturområde, som kommunens eksisterende naturprojekt, Halsskov Overdrev, bliver en del af.

  • Landbrugsdrift, gødskning og sprøjtning ophører, mens jagt og fiskeri på arealerne kun må finde sted efter nærmere aftale med den part, der ejer det respektive areal.
  • Drænrør og grøfter til afvanding bliver afviklet, og tidligere tiders vådområder og småsøer bliver genoprettet.
  • Køer og heste skal afgræsse de genskabte enge og overdrev, og der bliver gode levesteder for mange truede og sjældne dyr og planter. F.eks. stor kobbersneppe, vibe, sanglærke, strandtudse, markfirben, dukatsommerfugl, markperlemorsommerfugl og mange flere. Men også almindelige arter som spidssnudet frø, agerhøne, tornsanger og eng-randøje får gode levevilkår.

Naturen i området

Der bliver gode levesteder for mange truede og sjældne dyr og planter. F.eks. stor kobbersneppe, vibe, sanglærke, grønbroget tudse, markfirben, dukatsommerfugl, markperlemorsommerfugl og mange flere.

Men også almindelige arter som spidssnudet frø, agerhøne, tornsanger og eng-randøje får gode levevilkår.

Den sjældne stor kobbersneppe yngler i området og får nu endnu bedre levevilkår fremover. Foto: Jørgen Sørensen

Sådan kan man opleve naturen

Det nye naturområde bliver med fri offentlig adgang og har direkte stiforbindelser fra Korsør by, Stibjerg Huse, Korsør station, Musholm og motorvejsparkering ved afkørsel 41 og 42 på E20.

Derudover arbejdes der med at få etableret et fugletårn, shelterplads, naturrum til undervisning, udsigtspunkter, naturformidling og meget mere.

Den Danske Naturfond og Slagelse Kommune vil samarbejde og involvere kommunens borgere og organisationer, der kan være med til at komme med ideer til udvikling af naturområdet.

Det hele skal fastlægges i en natur- og friluftsplan, som Slagelse Kommune og Naturfonden udarbejder i fællesskab.

Naturområdet ved Storebælt kan allerede opleves nu. Senere laver Slagelse Kommune og Naturfonden en plan for friluftsoplevelser. Foto: Jesper Edvardsen/Den Danske Naturfond
Naturområdet ved Storebælt kan allerede opleves nu. Senere laver Slagelse Kommune og Naturfonden en plan for friluftsoplevelser. Foto: Jesper Edvardsen/Den Danske Naturfond

Fakta om biodiversitetskrisen

Vi står i en biodiversitetskrise. Flere end 2.500 arter vilde dyr, planter og svampe er truede eller sjældne i Danmark. Det viser Den danske Rødliste, som Aarhus Universitet udarbejder. En af de største grunde er mangel på plads med gode levesteder. Vi mennesker fylder det meste af Danmark med vores marker, byer og veje. Kun 1,6 procent af Danmark er beskyttet natur, ifølge Biodiversitetsrådet, regeringens uafhængige rådgivere om biodiversitet.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.