Vi har sikret endnu mere vild natur på Mandø med købet af yderligere 33 hektar eller 330.000 m2 jord. Dermed beskytter vi nu 167 hektar eller 1.670.000 m2 vild natur på vadehavsøen for altid.
Det kommer til at hjælpe sjældne og truet engfugle som brushane, vibe, stor kobbersneppe, klyde, strandskade og rødben, som der ellers bliver færre og færre af i Danmark.
Mandø er et af landets allerbedste steder at yngle for de sjældne engfugle.
Fra dyrkning til vild natur
Vores arealer er tidligere landbrugsjord og enge, hvor vi har stoppet sprøjtning og gødskning, og hyret arbejdere i form af kvæg.
De skal tygge og gumle græsset og andre planter ned i en højde, så engfuglene kan flytte ind og lægge æg i den lave vegetation, som de har brug for.