En af Danmarks
mest værdifulde skove
beskyttes

Den Danske Naturfond har købt 200 ha skov på Trelde Næs af flere private skovejere og lægger skoven sammen med Fredericia Kommunes skov på 110 ha for i fællesskab at udvikle skovenes biodiversitet.

Det hjælper biodiversiteten, og det er til glæde for alle os, der elsker skovens vilde dyr og planter.”
Bengt Holst, formand for Naturfonden

Her får vilde dyr og planter flere og bedre levesteder fremover. Samtidig får alle besøgende bedre muligheder for at opleve skoven og dens dyrebare liv.

Det nye samarbejde for natur og borgere glæder borgmester i Fredericia Kommune, Christian Bro:

”Der er en fredningsproces i gang, og Den Danske Naturfonds opkøb giver i langt højere grad adgang til skoven for borgere, som gerne vil ud at nyde naturen. Det er rigtigt positivt.”

Tommy Rachlitz Nielsen, formand for Klima- Energi- og Miljøudvalget i Fredericia Kommune, supplerer:

”Det er simpelthen fantastisk, at Den Danske Naturfond har købt skov i Trelde – jeg ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde om drift af skoven. Trelde Næs indeholder rigtig meget vigtig natur, og det skal vi sikre bevaring af til gavn for vores borgere og kommende generationer.”

Skovene på Trelde Næs ligger smukt ved Lillebælt nordøst for Fredericia. Foto: Jesper Edvardsen/Den Danske Naturfond

Du kan hjælpe

Kun 10,5 % af de danske skove er naturens urørte fristeder. Derfor har skovens mange sjældne dyr og planter for lidt plads. Men med et SKOVBEVIS hjælper du naturen i Danmark med flere levesteder. Køb Skovbevis

Også Naturfondens formand, Bengt Holst, er glad for, at der nu kommer mere naturlig skov. Det er vigtigt for at vende udviklingen for natur og biodiversitet.

”Gammel skov med lang kontinuitet er et af de mest truede økosystemer i Danmark, og det er en af de største grunde til, at biodiversiteten har det skidt. Derfor er det vigtigt, at vi nu beskytter en af landets vigtigste skove. Det hjælper biodiversiteten, og det er til glæde for alle os, der elsker skovens vilde dyr og planter,” siger Bengt Holst.

21.000 danskere bakker op

Han er samtidig glad for, at flere end 21.000 danskere har været med til at sikre skoven gennem støtte til Den Danske Naturfond.

”Salget af SKOV- og NATURBEVISER i Naturfonden går fantastisk, og vi får også flere og flere faste støtter, og derfor er næsten halvdelen af skoven frikøbt med støtte fra de mange danskere over hele landet”, siger Bengt Holst.

Også flere end 100 virksomheder samt Verdens Skove er med til at beskytte skoven gennem bidrag og donationer.

I skovene på Trelde Næs vokser mange ældre bøgetræer. De kan vokse frit, så længe de kan, og blive mange hundrede år i Naturfondens dele af skovene. Gamle løvtræer er vigtige for mange dyr, planter og svampe. Foto: Jesper Edvardsen/Den Danske Naturfond

Biodiversitetsforsker: En af landets vigtigste skove

Eksperter fra Københavns Universitet har udpeget skovene på Trelde Næs som en af landets vigtigste skove at bevare for at hjælpe vilde dyr og planter i rapporten ”Bevarelse af biodiversitet i de danske skove”.

Det er vigtigt at beskytte så værdifuld skov, siger professor og ekspert i biodiversitet, Carsten Rahbek.

”Danmarks pressede biodiversitet mangler gammel naturlig løvskov. Det er noget af det mest afgørende for biodiversiteten at beskytte den smule naturlige skov, der er tilbage. Det gælder også skovene på Trelde Næs,” siger Carsten Rahbek.

Skovhornugle er en af tre ugle-arter, der lever i skovene på Trelde Næs. Her kan man også opleve landets største ugle, stor hornugle, samt natugle.

Fakta: Alt for lidt god naturskov i Danmark

  • Der findes kun meget få steder i Danmark, hvor der har været skov siden istiden. Trelde Næs er et af stederne.
  • Kun ca. 10 procent af Danmarks skove er udlagt til naturformål uden skovdrift og menneskers styring og udnyttelse, ifølge Biodiversitetsrådet.
  • Langt de fleste skove i Danmark dyrkes for at fælde træer til træindustrien.
  • Uberørt, naturlig løvskov er en af de vigtigste naturtyper at give mere plads for at hjælpe biodiversiteten i Danmark.
  • Skovene på Trelde Næs er et af 15 naturområder, der er med i Danmarks Naturkanon.

Sådan bliver naturen bedre

  • I skoven findes især mange ældre bøgetræer. Naturfonden beskytter nu træerne mod fældning. Træerne får lov at vokse frit, så længe de kan. De kan blive mange hundrede år gamle, hvis de får lov.
  • Døde grene og stammer får lov at ligge i skovbunden og blive til livsnødvendige levesteder for mange dyr, planter og svampe.
  • Områder med plantet nåletræer til tømmer og juletræer omlægges til skov med naturlig voksende, danske træer og buske.

Disse vilde dyr og planter får flere og bedre levesteder

I skovene på Trelde Næs lever mange truede og sjældne arter. Det gælder bl.a.:

  • mange slags orkidéer, f.eks. stor gøgeurt, som er Danmarks største orkidé.
  • mange truede og sjældne fugle som stor hornugle, mellemflagspætte, sortspætte og grønspætte samt natugle og skovhornugle.
  • usædvanligt mange slags svampe, blandt andre de kritisk truede gulgrøn slørhat og indigo-slørhat samt pose-slørhat, som i Danmark kun er fundet på Trelde Næs.
  • et hav af insekter som f.eks. de truede pragtsvirreflue og jordhumle-svirreflue.

21.000 danskere redder skoven

  • Flere end 21.000 danskere er med til at redde skoven som Naturbeskytter eller ved at give SKOVBEVIS i gave til jul eller til Mors Dag. Også 105 virksomheder og Verdens Skove er med til at sikre skovene på Trelde Næs.
  • Skovene på Trelde Næs er den sjette skov, Naturfonden sikrer med hjælp fra  tusindvis af danskere og virksomheder i hele Danmark. Se dem alle her.
  • Skoven er det 22. naturområde, som Naturfonden opkøber og beskytter i Danmark.

Se kortet

  • Skovene på Trelde Næs er på ca. 600 ha, som ejes af mange forskellige lodsejere
  • Naturfonden har frikøbt 200 ha af flere forskellige lodsejere

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.