Historisk naturgenopretning: Nu flyder vandet igen i Holme Å efter 100 års fravær

Endelig kan laks, isfugl, odder og flodperlemusling flytte ind i deres nye hjem. Vi har åbnet for vandet til åen og dermed afsluttet flere års arbejde med at genoprette naturen.

Først flød vandet i små strømme gennem den sidste spærring mellem den gamle Holme Å og den nye gendannede del af Holme Å. Den kæmpe gravemaskine arbejdede sig gennem de sidste bunker jord, mens vandet langsomt tog til i styrke.

Men da maskinen flyttede de sidste spær og plader, væltede vandet i en stor blød bølge ind i åen. De mange hundrede fremmødte klappede, da den sidste del af Holme Å endelig fik vandet tilbage med pænt tak for lån.

Holme Å i Varde Kommune er endelig vækket helt til live igen og kan nu bugte sig lige så naturligt gennem landskabet, som den gjorde for 100 år siden.

Sådan så de gendannede 12 kilometer af Holme Å ud, få minutter før gravemaskinen åbnede for vandet. 

Fra lige kanal til naturlig å

Det historisk store naturprojekt har genoprettet Holme Å på de 12 kilometer, som blev ødelagt for 100 år siden.

Dengang førte man åen over i en smal og lige kanal for at udnytte vandet til at lave strøm. Nu har vi ført åen tilbage til sit oprindelige løb, så åen igen kan risle og bugte sig i sine fulde fem meters bredde.

Med den tilbagevendte å har odder, laks, havørred, den truede fisk snæbel og den sjældne flodperlemusling nu endelig mulighed for at flytte ind i deres gamle hjem.

Vildere enge i ådalen

Men naturen bliver vildere endnu rundt om åen.

I hele ådalen får flere arter vilde dyr og planter bedre natur at leve i langs åen.

Det kan lade sig gøre takket være 50 private lodsejere, som har sagt ja til at hjælpe naturen på fode igen ved at lade køer græsse på enge ned til åen.

Store naturoplevelser venter

Naturperlen kan nydes af alle. Her kommer formentlig en sti, som bliver en del af vandreruten Kyst til Kyst-stien fra Vejle til Blåvands Huk.

Her kommer også et anløb for kanoer og et rekreativt område med bålplads, hytte og shelters. Genopretningen giver også et af Danmarks bedste fiskevande.

Allerede få minutter efter åbningen til resten af Holme Å, lignede det gendannede stykke af åen det, den nu er igen efter 100 år: En å, der snor og bugter sig helt naturligt gennem ådalen.

Godt samarbejde bag projektet

Formand for Den Danske Naturfond var en af de flere hundrede, der oplevede vandet vende tilbage til åen ved indvielsen 12. oktober 2021.

”Det var en god dag for naturen, som har fået endnu et hjem tilbage. Jeg har nydt at opleve vandet vende tilbage til Holme Å og vække den til live igen, som den var engang. Alle vi mennesker har været med til at skabe den krise, den vilde natur står i, fordi den mangler god natur at trives i. Derfor er det dejligt at se, hvordan vi sammen kan hjælpe naturen tilbage,” siger formand for Den Danske Naturfond, Bengt Holst.

Her deltog også repræsentanter fra Varde Kommune, Norlys og Aage V. Jensen Naturfond, som alle har været med til at genoprette åen.

”Genopretningen er et historisk stort projekt i Varde Kommune, og dets betydning for biodiversiteten, truede dyrearter og fiskene i området kommer til at stå mål med projektets størrelse. Vi glæder os til på nærmeste hold at opleve området udvikle sig i de kommende år,” siger Jan Pedersen, projektleder på Holme Å i Varde Kommune.

Mette Skov, formand for Aage V. Jensen Naturfond, siger:

”Aage V. Jensen Naturfond støtter innovative naturprojekter i Danmark. Derfor er vi glade for at være med til at realisere dette storstilede projekt. Et af landets mest markante og store vandløb får sit vand tilbage og lægges nøjagtigt tilbage i sit oprindelige, uregulerede og slyngede forløb. Samtidig genskabes naturen i hele den 12 km lange ådal i et tæt samarbejde med områdets mange lodsejere. Det er noget helt særligt og uden fortilfælde i Danmark.”

Også energiselskabet Norlys har været med til genopretningen.

”Vi har som forbrugerejet andelsselskab og ejer af Karlsgårdeværket og Holme Kanal stor interesse i at holde fast i vores historiske rødder. De rødder omfatter blandt andet elektrificeringen af Sydvestjylland. Desuden ønsker vi at bidrage til udviklingen af lokalområdet og vores samfund i almindelighed. Så tak til alle der har bidraget til det fine resultat, som vil folde sig ud i de kommende år, når åen og engene finder deres nye leje,” siger Steen Thomsen, Norlys.

Læs mere om Holme Å

De 12 kilometer genoprettede dele af Holme Å i den røde cirkel fuldender et af landets allerbedste levesteder for blandt andre laks.

Fakta

  • Holme Å var før i tiden kendt som et af Danmarks bedste vandløb for laks og havørreder
  • Med genopretningen får laks og andre vandrende igen adgang til yderligere 30 kilometer ureguleret vandløb længere oppe i å-løbet
  • Særligt laksebestanden vil nyde godt af genopretningen. Tidligere var der laksebestande i ni større vandløb i Danmark. I dag er Varde Å ét af kun fire vandløb, hvor den oprindelige danske laks er reddet som lokalt tilpasset art
  • Holme Å har sit udspring ved byen Bække mellem Billund og Vejen. Herfra løber den 41 kilometer vestpå indtil sammenløbet med Varde Å syd for byen Sig i centrum af Varde Kommune. Vi har sammen genoprettet de sidste 12 kilometer af Holme Å, før den løber sammen med Varde Å
  • Vandet fra Holme Å blev tilbage i 1921 ledt mod Karlsgårde Vandkraftværk gennem en kanal. Driften på kraftværket har været indstillet siden 2012, hvorfor der ikke længere var et formål med at lede vandet væk fra den nederste del af Holme Å

Her var åen pist væk indtil 12. oktober 2021, hvor åen igen begyndte at sno sig gennem den smukke ådal.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.