Hvis du vil være med til at sikre fremtidige generationer adgang til en rig natur, kan du betænke Den Danske Naturfond i dit testamente
Hvis du vil være med til at sikre fremtidige generationer adgang til en rig natur, kan du betænke Den Danske Naturfond i dit testamente
Alle midler som modtages af Den Danske Naturfond går direkte til fondens projekter. Omkostninger til fondens administration er allerede dækket af de midler, som fonden i forvejen har. Det er alene naturen som tilgodeses af de midler, som fonden modtager.
Hvis du ønsker at få din arv øremærket til et særligt projekt eller område så kontakt Den Danske Naturfonds direktør Flemming Nielsen, som kan fortælle nærmere om fondens projekter.
Arveloven afgør, hvordan arven efter dig fordeles, hvis du ikke har oprettet testamente. Dine familiemedlemmer er inddelt i tre arveklasser. Har du ikke nogen arvinger i de tre arveklasser, går hele arven til staten.
Dine legale arvinger er dine nærmeste familiemedlemmer, som arver efter dig, hvis du ikke har bestemt andet i et testamente. Familiemedlemmernes arveret er efter arveloven inddelt i 3 arveklasser:
1. arveklasse er dine ægtefælle og dine børn, børnebørn osv. Arvinger i lige linje nedad kaldes også livsarvinger. Er der ingen arvinger i 1. arveklasse, går arven videre til 2. arveklasse.
2. arveklasse er dine forældre og deres børn, børnebørn osv. Er der ingen arvinger i 2. arveklasse, går arven videre til 3. arveklasse.
3. arveklasse er dine bedsteforældre og deres børn – men ikke børnebørn. Det vil sige, at dine fætre og kusiner ikke er arvinger ifølge arveloven.
Hvis der ikke er arvinger i hverken 1., 2. eller 3. arveklasse, går hele arven til staten, medmindre du har oprettet testamente. Opretter du testamente, bestemmer du selv hvem eller hvad, arven skal gå til.
Hvis du ikke har en ægtefælle, børn eller børnebørn, kan du ved at betænke en almenvelgørende forening eller fond med en del af arven spare boafgiften, fordi fonde og almenvelgørende foreninger er fritaget for at betale boafgift. Det kaldes 30%-reglen, fordi fonden eller foreningen betænkes med 30 % af arven mod at betale de andre arvingers boafgift, så deres andel af arven bliver større.
Ifølge arveloven er 25% af den arv, som tilkommer dine livsarvinger og din ægtefælle, tvangsarv. Ægtefælle og livsarvinger er altså tvangsarvinger, og de kan ikke gøres arveløse, men skal arve minimum en fjerdedel af arven. Arvinger i 2. og 3. klasse er ikke tvangsarvinger.
Når du opretter testamente, kan du lave om på den automatiske fordeling af arv, som arveloven foreskriver. Du kan eksempelvis tilgodese venner og andre personer, som ikke normalt er arveberettiget, eller du kan fordele din arv til velgørende organisationer og formål.
Et testamente er kun gyldigt, når det er underskrevet af en notar eller to vidner. Hvis du vil være sikker på, at testamentet er juridisk holdbart, bør du kontakte en advokat.
Et testamente kan altid ændres. Det er en god ide at få kontrolleret testamentet, når der sker ændringer i din familiesituation.
Der er ingen faste takster for, hvor meget det koster at få en advokat til at oprettet et testamente. Prisen afhænger først og fremmest af, hvor meget tid advokaten skal bruge på at skrive testamentet. Hvis du betænker Den Danske Naturfond i testamentet, afholder fonden omkostningerne til testamentet. Læs herunder hvordan du skal gøre.
Du kan få en advokat anbefalet af os, eller du kan finde en advokat selv. Hvis du selv finder en advokat, skal advokaten melde sit forventede salær til fonden på fn@naturfonden.dk, INDEN der skrives testamente. Når salæret er godkendt, skriver advokaten testamente sammen med dig.
Hvis du ikke har en advokat i forvejen, anbefaler vi, at du vælger en, der er tilknyttet sammenslutningen af Danske Familieadvokater eller Danske Arverets advokater. Du kan finde en oversigt over advokaterne lige her: Få hjælp til oprettelse af testamente – Find en lokal advokat (detgodetestamente.dk)
Når du har fundet en advokat, kan du frit tale dine overvejelser igennem med advokaten. Samtalen er fortrolig, og Den Danske Naturfond behøver ikke at kende til indholdet i testamentet. Advokaten vil sikre sig, at testamentet er juridisk i orden og opfylder fondens krav, nemlig at Den Danske Naturfond betænkes.
Her skal du dog være opmærksom på, at vi ikke giver tilskud til testamentet, hvis Naturfonden er indsat på særlige betingelser. Vi giver eksempelvis ikke tilskud, hvis indsættelsen er betinget af alle andre arvingers død, eller af at indsættelsen forøger arven til dine øvrige arvinger. Tilskuddet til advokatregningen er skattepligtigt.
Vi uddyber meget gerne vores vilkår og hjælper dig på vej, hvis du har spørgsmål.
Spørgsmål?
Kontakt gerne direktør Flemming Nielsen på tlf. 2466 1362 eller fn@naturfonden.dk hvis du har nogle spørgsmål.