Studentermedhjælper til administration, service og kommunikation
Vil du have et alsidigt studiejob, hvor du både får ansvar, lærer nyt og arbejder for mere vild dansk natur?
Naturfonden søger en struktureret og serviceminded studentermedhjælper 15-20 timer om ugen med start i uge 42 eller 43.
Naturfonden er en organisation i udvikling, og vi er et lille sekretariat med mange forskellige fagligheder. Som studentermedhjælper bliver du en del af et team, hvor opgaverne varierer, og hvor vi hjælper hinanden med at få tingene til at lykkes.
Dine opgaver
Du får en bred vifte af opgaver inden for administration, service, kommunikation og praktisk arbejde. Blandt andet skal du:
- servicere samarbejds- og virksomhedspartnere, der støtter Naturfondens arbejde
- registrere donationer i CRM-systemet Donorfy (database)
- udarbejde skræddersyede SKOVBEVISER og NATURBEVISER samt hjælpe med pakning og forsendelse
- servicere henvendelser på telefon og mail
- kommunikere om Naturfonens arbejde, herunder bidrage til kampagner og quizzer mv.
- bistå og repræsentere Naturfonden ved forskellige arrangementer og events
- Hvis du kan arbejde i GIS, vil der være opgaver med udarbejdelse af forskellige kort, der dækker Naturfondens naturområder.
Du får faste ansvarsområder, men også en bredere opgaveportefølje, der varierer efter sæson, kampagner og aktuelle behov.
Hvem er du?
Du er studerende og har minimum halvandet år tilbage af dit studie. Det er ikke afgørende, hvad du studerer. Vi lægger først og fremmest vægt på, at du:
- arbejder struktureret og har blik for detaljerne
- er selvstændig og følger dine opgaver til dørs
- er serviceminded og god til at kommunikere
- er nysgerrig og har lyst til at lære nyt
- trives med både administrative, kreative og praktiske opgaver
Det er en fordel, hvis du har erfaring med fx InDesign og GIS, men det er ikke et krav.
Hvad får du hos os?
Hos Naturfonden får du et studiejob, hvor du kommer tæt på naturbeskyttelse, fundraising, kommunikation og service. Du får ansvar for egne opgaver og mulighed for at udvikle dine kompetencer i en organisation i vækst.
Vi tilbyder et godt kollegialt sammenhold, en uformel omgangstone og en hverdag med plads til både faglighed, ansvar og humor.
Om Naturfonden
Naturfonden er en uafhængig, non-profit fond. Vi erhverver, beskytter og genopretter natur for at sikre større biologisk mangfoldighed, renere vandmiljø, positivt klimaaftryk og flere unikke naturoplevelser for alle i Danmark.
Du kommer til at indgå i et kontor med 13 fastansatte og to studentermedarbejder, hvoraf du bliver den ene.
Det praktiske:
- Arbejdstid: 15-20 timer om ugen på hverdage mellem kl. 8.00-17.00
- Opstart: I uge 42/43 (i oktober måned forventes det, at du kan arbejde torsdag og evt. tirsdag og/eller fredag i forbindelse med oplæring)
- Arbejdssted: Hillerødgade 30A, 1. 2200 København N
Ansøgning og frist
Send os din motiverede ansøgning og CV hurtigst muligt. Vi holder samtaler løbende, indtil vi har fundet den rigtige kollega. Ansøgning sendes til: kontakt@naturfonden.dk.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sekretariatetsmedarbejder, Sarah Kvetny på mail sk@naturfonden.dk eller telefon 2481 7521.
Vi glæder os til at høre fra dig!
