250 hektar marker i Tøndermarsken skal nu udvikles til et internationalt vigtigt område for trækfugle og ynglende eng- og vadefugle.

Den Danske Naturfond er en del af et stort EU-projekt med et budget på 69 millioner kroner.

Det skal skabe mere natur, sikre området omkring Tønder by mod oversvømmelser og give besøgende naturoplevelser i den nordlige del af Margrethe Kog, hvor Vidåen løber ud i Vadehavet.

Et nyt paradis for fugle er på vej i Tøndermarsken og Vadehavet, som hvert år besøges af 10-12 millioner fugle på deres trækrute fra nord til syd. Projektet har netop modtaget tilsagn om støtte fra EU LIFE, som er EU’s tilskudsordning til natur, miljø og klima.

Derfor kan man nu gå i gang med den store opgave at bytte, købe og omfordele dyrket jord for at lave det store naturområde.

Bramgæs i titusindvis hviler og æder i Tøndermarsken i træktiden. De kan se frem til mere plads til det. Foto: Ulrik Pedersen

Fra 250 hektar marker til mere natur

Den Danske Naturfond deltager i projektet sammen med Tønder Kommune og Tøndermarsk Initiativets partnerskabsgruppe. Nationalpark Vadehavet, Stiftung Naturschutz i Tyskland, Naturstyrelsen Vadehavet og 15. Juni Fonden er også med. Naturfondens rolle bliver at købe jord af landmænd og andre private lodsejere for at omdanne den til natur.

I dag er området landbrugsjord, så projektet forudsætter, at man kan lave aftaler med landmænd og andre jordejere i området om at sælge og bytte jord. Området ved Margrete Kog Nord er omkranset af diger og er på ca. 250 hektar.

Projektet vil også mindske risikoen for oversvømmelser af Tøndermarskens byer, landbrugsarealer og ejendomme.

Samtidig bliver der bedre muligheder for friluftsliv, større kvælstofreduktion og mere natur tæt på byen Højer.

Få mere at vide:

Flemming Nielsen, direktør, fn@ddnf.dk

Mads Jacobsen, chefkonsulent, mj@ddnf.dk

Medierne fortalte:

Altinget: Stort naturprojekt ser dagens lys

JydskeVestkysten: Grønt lys til stort klima- og naturprojekt i Tøndermarsken

TV SYD: EU bevilger millioner til stort klima- og naturprojekt i Tøndermarsken

Der Nordschleswiger: 41 Millionen Kronen für Klima- und Naturschutz bei Hoyer

Hjejler i store flokke har brug for Tøndermarsken og Vadehavet på deres vej mellem nord og syd. Foto: Ulrik Pedersen

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.