Vild natur sikret ved Mønsted Kalkgruber

Kuperede landskaber, vandets rislen i kildebækken og smukke sjældne planter. Det nye naturomåde kan give hele familien en flot natur-tur.

Og det bedste er, at sjældne planter og mosser samtidig har fået mere plads at leve på og nu er beskyttet for altid.

Vi har støttet genoprettelsen af den vilde natur i et 12 hektar stort naturområde, som ligger cirka 20 minutters kørsel fra Viborg mellem den gamle borgruin Drost Peders Høj og Mønsted Kalkgruber.

Planterne forsvandt

I området ligger en af landets bedste kalkrige moser, også kaldet rigkær, som nu har fået vandet tilbage sammen med de enge, der er i området.

Før blev vandet ledt væk fra den sarte natur, og dermed forsvandt planterne.

Den smukke orkidé maj-gøgeurt har nu fået et nyt levested for altid. Foto: Jann Ribergaard Sørensen

Men vi har blandt andet fjernet drænbrønde, tilstoppet mange drænrør og fjernet et dambrug, så nu kan grundvandet igen flyde naturligt i området.

På den måde har vi genskabt det unikke naturområde med kalkholdige moser og enge, som er et levested for mange sjældne planter som gøgeurt og sjældne mosser som piberensermos.

OPLEV DET SELV

Du kan opleve området fra den nyanlagte sti, der fører dig gennem det smukke kuperede landskab med mose, rigkær og enge. Stien er 1,5 kilometer lang og anlagt af Viborg Kommune.

Du kan starte turen fra en P-plads ved Mønsted Kalkgruber eller i den modsatte ende ved Smollerup Kirke. En fin sommerferie-natur-tur for hele familien.

Den smukke orkidé maj-gøgeurt har nu fået et nyt levested for altid. Foto: Jann Ribergaard Sørensen

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.