Den sjældne engblåfugl er set ved Skallerup Indlandsklitter for første gang.
Den er helt ny for området, men der er allerede fundet flere eksemplarer.
Engblåfugl har været i tilbagegang de sidste årtier, særligt fordi den mangler enge og overdrev med blomstrende nektarplanter og kløver.
Men Den Danske Naturfond har støttet et projekt, der har omdannet opdyrket landbrugsjord til vild natur, så sommerfuglen nu er flyttet ind.
Projektet skal først og fremmest skabe bedre levesteder for arter som den sjældne løgfrø og sommerfuglen kommabredpande.
Det gør man ved at grave vandhuller og gendanne overdrev og eng på 7,3 hektar jord, som tidligere har været intensivt dyrket landbrug.