Med de nye arealer vokser Hals Mose med ca. ti procent til 331 ha.
Hals Mose er et af de største natur- og klimaprojekter i Aalborg Kommune.
Udvidelsen fortsætter de sidste fem års indsats med at skabe en naturperle i samarbejde med kommunen.
Naturområdet er på fem år vokset med løbende opkøb rundt om kerneområdet, som blev etableret i 2020.
Der er fortsat muligheder for udvidelse, og planen er derfor også, at Hals Mose skal vokse i de kommende år, når mulighederne opstår.
Det er ikke alene godt for vilde dyr og planter, som har fået de bedste vilkår med flere og bedre levesteder, men også for klimaet.
Naturgenopretningen har medført en reduktion af CO2 til atmosfæren på 2.263 tons CO2 hvert år.
Det glæder direktør i Naturfonden, Flemming Nielsen.
”Naturen i Danmark har været i tilbagegang i mange år. Det er afgørende at sikre mere plads, hvis udviklingen skal vendes. Derfor er det vigtigt, at så mange som muligt bidrager, og jeg er naturligvis meget tilfreds med, at det endnu en gang er lykkedes at udvide i Hals Mose med god dialog og bidrag fra de mange, som støtter Naturfondens arbejde,” siger Flemming Nielsen.
Naturfonden udvikler natur og naturoplevelser i Hals Mose sammen med Aalborg Kommune. Rådmand for By og Land i Aalborg Kommune, Jan Nymark Rose Thaysen, siger:
”Vi står i disse år over for en enorm opgave med at sikre både klimaet og vandmiljøet gennem udtagning af lavbundsjorde og særligt næringsbelastende landbrugsjord. Men samtidig giver det en unik mulighed for at styrke biodiversiteten og skabe nye områder, hvor borgerne kan få adgang til store naturoplevelser. Det kan vi ikke løfte alene, så vi er helt afhængige af stærke samarbejder og ekstern finansiering, så vi kan lykkes med de bedst mulige multifunktionelle løsninger. Projektet ved Hals Mose viser, hvad der kan lade sig gøre, når Den Danske Naturfond, kommunen og vores lodsejere trækker i samme retning,” siger Jan Nymark Rose Thaysen.
Flere tusinde danskere, virksomheder og fonde støtter hvert år Naturfondens arbejde med både mindre og større beløb.
Det gælder også udvidelsen af Hals Mose, som blandt andre Dankort har været med til at sikre i et nyt partnerskab med Naturfonden.
Initiativet hedder Dankort Øremærket og betyder, at Dankort støtter Naturfonden med 1 øre, hver gang man bruger sit Dankort til at betale med. Det bliver til til flere end 10 millioner kroner om året, der går 100 procent til at give naturen mere plads. De første bidrag fra Dankort er brugt til at sikre mere natur i Vejle Ådal, og nu også i Hals Mose. Mere er på vej.
”Vi er glade for at kunne bidrage til udvidelsen af Hals Mose. Det er et vigtigt område, som vi ønsker at værne om. Både for dyre- og plantelivet – men også for at flere danskere kan få glæde af den skønne natur i Hals Mose. Projektet markerer samtidig startskuddet for Dankort Øremærket og vores ambition om at give mere plads til den vilde natur i Danmark i årene frem,” siger Esben Torpe Jørgensen, direktør for Dankort i Nets.
Hals Mose var tidligere en blanding af marker og områder med god natur. Siden 2020 har naturen fået mere plads, og naturkvaliteten er forbedret med flere og bedre levesteder. Sådan har vi gjort: