Den nye ’bjergsø’ er genskabt af Den Danske Naturfond, der har frikøbt over 100 ha mark, skov og natur i Mols Bjerge for at forbedre levesteder for dyr og planter.
– Søen vinder danmarksmesterskabet i højest beliggende naturlige søer i Danmark. Tæt på den nye sø, ligger landsbyen Agri og Agri Sø, som hidtil har været omtalt som Danmarks højest beliggende sø med sine 97 meter over havet. Men den rekord er nu overgået, siger Frederik Møller, biolog i Naturfonden.
Arbejdet med naturgenopretningen i Mols Bjerge har stået på i fem år i et tæt samarbejde mellem Naturfonden og Nationalpark Mols Bjerge.
Frederik Møller er begejstret over den genskabte sø.
– Jeg bliver glad af at se vilde dyr og planter vende tilbage, når vi genopretter naturen, hvor den var engang. Vilde dyr og planter får flere og bedre levesteder, og det er langt mere spændende for os andre at gå på opdagelse i genoprettet natur, fordi der lever flere slags dyr og planter, siger Frederik Møller.
Han fortæller, at der allerede er flyttet en række dyr og planter ind i og ved søen.
– Dyr og planter reagerer hurtigt på genskabte levesteder. Man kan allerede møde grøn frø og planten strand-skræppe ved søen. Planten er sjælden i denne del af Danmark. . Strand-skræppens frø har sovet tornerosesøvn i jorden i over 100 år og har bare ventet på, at vandet kom tilbage, og lys og plads til igen at spire, siger Frederik Møller.
Alle kan nyde den nye sø syd for landsbyen Agri. Der er offentlig adgang til hele området ved søen, og rundt om søen er naturen genoprettet, og der er lavet adgang til området med nye stiforbindelser.
– Det er lidt som at gå ved en bjergsø i Alperne eller i Norge. Søen ligger smukt mellem nogle af Mols Bjerges højeste bakketoppe på 127 meters højde, hvorfra man kan nyde den smukke udsigt over Aarhus Bugt og Djursland, siger Frederik Møller.
Oplev Mols Bjerges smukke landskab til fods eller på cykel. Stierne bugter sig op og ned ad bakker gennem varierede landskaber, mens du oplever den smukke natur, som er særligt vigtig for et hav af blomster, fugle og insekter. Naturfondens områder ligger smukt og kuperet midt i Nationalpark Mols Bjerge med mange gode muligheder for at gå på opdagelse i den smukke og varierede natur.