Mange vilde dyr har svært ved at sprede sig fra naturområde til naturområde, fordi landskabet er skåret over på kryds og tværs af veje, bygninger og marker.
Men nu vil Aalborg Kommune og Den Danske Naturfond udvikle en naturkorridor, så vigtige naturområder forbindes frem for at være adskilt. Det giver dyr som vilde bier, insekter, sjældne sommerfugle og planter nye muligheder for at sprede sig og få flere, gode levesteder.
Naturfonden og Aalborg Kommune har opkøbt landbrugsarealer på 60 ha mellem Hals Mose og Ulsted Rimmer, som hidtil har været adskilt. Markerne bliver nu omlagt til natur, og dermed er det nye, sammenhængende naturområde på mere end 600 ha.
Det glæder Aalborg Kommunes rådmand i By og Land, Jan Nymark Rose Thaysen.
“Med erhvervelsen af de nye arealer har vi fået mulighed for at sammenbinde det eksisterende natur- og klima-lavbundsprojekt i Hals Mose med rimme-dobbe landskabet nord for mosen. Og fordi ejendommen ligger strategisk interessant i forhold til natur, landskab og rekreative muligheder kan vi opnå meget betydelige natur og rekreative gevinster i området. Derfor glæder det mig, at sælger har valgt at sælge ejendommen til netop Den Danske Naturfond, så vi kan skabe et større sammenhængende naturområde og tilbyde kommende generationer endnu flere oplevelser i vores fantastiske natur,” siger Jan Nymark Rose Thaysen.
Naturfonden har i samarbejde med Aalborg Kommune i mere end 5 år arbejdet med at udvikle naturen i området omkring Hals Mose. Den nye naturkorridor er et vigtigt skridt for at sætte ambitionsniveauet endnu højere, siger Naturfondens direktør, Flemming Nielsen.
”Alle eksperter og fagfolk er enige om, at vi skal have flere, store, sammenhængende naturområder i Danmark, hvis vi skal knække kurven og vende den negative udvikling for dansk natur og biodiversitet. Det får vi mulighed for nu. 300 ha natur i Hals Mose og 300 ha i Ulsted Rimmer får lov til at blive forbundet, så vi får mere robust og værdifuld natur,” siger Flemming Nielsen.
Forældres område tilbage til naturen
Søskendeparret Ulla og Steen Badsberg har solgt landbrugsarealerne til Den Danske Naturfond efter aftale med deres forældre, der var 2. generation af landmænd på stedet.
”Vores familie har altid haft stor respekt for landskabet omkring Risbrogaard og er generelt store naturnydere, og vi ønsker, at vi og andre kan besøge det område, som vi har mange dejlige minder fra. Vi er desuden begejstrede for, at vi kan slutte ringen ved at give jorden tilbage til der, hvor vores bedsteforældre startede med landbrug. Med salget til Naturfonden er vi med til at passe på naturen,” siger Ulla Badsberg.
Den nye naturkorridor kan få stor betydning for at bevare biodiversiteten og sikre levesteder for sjældne og truede arter. Naturvejen forbinder Hals Mose i syd med den vigtig natur i nord, Ulsted Rimmer, og videre til Melholt Rimmer, Galtrimmen og Hou Skov.
Sådan bliver naturen vildere
Udover forbedring af naturen, kommer der også nye vandrestier, så man kan færdes frit hele vejen gennem det, nye sammenhængende naturområde – en tur på i alt ca. 7 km fra syd til nord.
Dyr og planter, som får bedre levesteder