Det er noget nær det ypperste, man kan opleve som naturglad biolog. At finde en dyreart, der aldrig før er set i landet, er som at køre i Ferrari for en bilentusiast eller flyve til Månen for en ruminteresseret.
Derfor blev der stor glæde, da biolog og bille-entusiast Gorm Pilgaard Jørgensen for nylig så nærmere på fire biller, han netop havde suget op fra nogle planter med sin lille ’insekt støvsuger’.
De små dyr viste sig nemlig at være en helt ny art, der aldrig er set i Danmark før – og lige netop den bille, som Gorm havde ledt efter i Danmark i fire år, siden han hørte om fund af billen på Øland i Sverige i 2020.
Efter fire års forgæves jagt i den danske natur stod han pludselig med succesen foran sig.
Dyret er en smuk lille pragtbille. Den har det latinske navn Trachys compressus og intet dansk navn. Gorms pragtbille kunne være et oplagt bud, men Gorm foreslår selv navnet djævelsbidpragtbille.
Billens larver lever nemlig kun på planten djævelsbid, og det var netop sådanne planter, han bøjede sig ned for at undersøge nærmere under sit besøg i området.
Han havde nemlig fået øje på nogle bittesmå gnaver-gange som dem, djævelsbidpragtbillens larver gnasker i bladene. Og tænk nu, hvis…
– Der var stor jubel, da jeg kunne se pragtbillerne, og det var sindssygt fedt at finde den nye art, særligt når det er en art, som jeg med et spinkelt håb har ledt efter i fire år, siger den glade bille-finder.
Han bruger mange timer af sin fritid på at lede efter biller og elsker at finde arter, han ikke har set før.
Billerne var ikke bare fire tilfældige, der var blæst ind med et stormvejr eller på gennemrejse til bedre steder. Næ, der var flere biller i det lille rigkær, som er en særlig type mose.
– Det er sjældent, man finder nye arter, som ikke er kommet hertil på grund af varmere klima, men er arter, som har været i landet længe, fordi de har gode levesteder i en rig natur. De er oftest meget sjældne, fordi vi har få gode steder i Danmark. Men Naturfondens naturområde ved Villestrup Å viste sig at være fantastisk natur, så den nye pragtbille kan leve her, siger Gorm.
I Naturfonden er direktør Flemming Nielsen glad for fundet af en helt ny art for Danmark.
– Det viser, at Naturfonden har valgt rigtigt og investeret fornuftig i noget af den allerbedste natur, vi har. Der er ikke meget tilbage, så det er vigtigt, at vi trods alt får sikret det, der er tilbage. Heldigvis er vores naturområde ret stort, så der er gode muligheder for at kunne udvide levestederne for både billerne og de mange andre vilde dyr og planter i området. Det sker gennem en omfattende naturgenopretning, som vi er i fuld gang med, siger Flemming Nielsen.
• Naturområdet ligger ved Rold Skov og Store Blåkilde, er på 161 ha og beskyttes og genoprettes af Naturfonden i samarbejde med Mariagerfjord Kommune.
• Billen er fundet i en lille del af området med noget af den sidste velbevarede natur.
• Naturfonden og Mariagerfjord Kommune er i fuld gang med at forbedre naturen i Naturfondens område. Det sker ved at slippe vandet frit i området, genoprette en række af de naturlige kildevæld, omlægge marker til natur og sikre en god naturpleje.
• Dyrkning af landbrugsarealer er stoppet, og det sparer naturen og vandmiljøet for næringsstoffer og pesticider.
• Projektet i Naturfondens naturområde har et budget på ca. 20 mio. kr.