Det ligner nærmest små hjortegevirer. Men det er faktisk en svamp. Svampen er Pterulicium caricis-pendulae, og det er første gang, den er set i Danmark.
Svampe-eksperten Thomas Læssøe har fundet den i Naturfondens skov i Vejle Ådal, Engelsholm Sønderskov.
Her kan man også opleve den smukke purpur-køllesvamp. Den er endda truet i Danmark.
Men nu er skoven urørt for altid, så der kommer flere og flere døde stammer og grene i skovbunden.
Det giver den smukke svamp bedre muligheder for at sprede sig i skoven fremover.
Den Danske Naturfond har købt Engelsholm Sønderskov i Vejle Ådal, for at udvikle naturen i samarbejde med Vejle Kommune. Skoven grænser op til 50 hektar engarealer, der allerede i dag ejes af Vejle Kommune. Her er der nu mulighed for at skabe sammenhængende natur mellem ådalen og skovskrænten ved Ravning. Skoven bliver til et endnu bedre levested for skovens dyr, planter og svampe, som mangler urørt skov i Danmark.