Er der blevet færre insekter? Mangler du et farverigt flor af vilde planter på engen eller i mosen? Vil du have flere ørreder i dit lokale vandløb? Eller skal du have frøer og tudser til at kvække i sø og vandhuller? Nu er chancen der.
Mange drømmer om at hjælpe naturen og gøre en reel forskel for dyr og planter, hvor de bor. Men det kan være svært at realisere drømmen, fordi det er for dyrt. Nu hjælper Den Danske Naturfond med at gøre natur-drømme til virkelighed.
Private lodsejere, foreninger og organisationer kan søge Naturfonden om penge til deres lokale naturprojekt, der skal give vilde dyr og planter flere og bedre levesteder til lands eller til vands.
Naturfonden har tidligere støttet 50 lokale naturprojekter. Erfaringerne herfra er gode, og derfor har Naturfonden besluttet at hjælpe endnu flere med at gøre deres natur-drømme til virkelighed.
– Mange ildsjæle arbejder hårdt for at give naturen bedre vilkår i sø, å, eng og skov. Deres store arbejde og høje engagement fortjener en håndsrækning, som forhåbentlig kan inspirere andre til at gå i gang, siger Flemming Nielsen, direktør i Den Danske Naturfond.
De mange nye projekter er en ekstra indsats oven i Naturfondens øvrige arbejde med at opkøbe, beskytte og genoprette store naturområder 20 forskellige steder rundt i hele Danmark. Flere end 2.400 arter i fare for at forsvinde helt fra den danske natur, og derfor er der brug for så mange bidrag som muligt.
– Hovedårsagen er, at naturen i Danmark mangler plads, fordi alt for mange levesteder er gået tabt. Hver kvadratmeter natur tæller, siger Flemming Nielsen.