Natur-puslespil i
Mols Bjerge er færdig

Efter seks års tålmodighed med at opkøbe marker, genoprette naturen og lave aftaler med vores naboer, er det lykkedes at samle hele det nordøstlige hjørne af Mols Bjerge ved landsbyen Basballe til et stort, sammenhængende naturområde.

Sidste brik i puslespillet blev lagt for få uger siden, hvor Naturfonden indgik aftale om køb af de sidste 15 ha marker i området. De skal nu ikke længere gødes og sprøjtes, men omlægges til hede og overdrev.

Sådan er naturområdet ved Basballe i Mols Bjerge vokset på seks år gennem opkøb af nye arealer og ved, at andre lodsejere har valgt at lægge deres jord med i naturområdet.

Beskyt den vilde natur

Den vilde natur mangler plads. Men du kan hjælpe. Som Naturbeskytter giver du naturen mere plads hver måned. For 12 kroner redder du 1 m2. BLIV NATURBESKYTTER NU

Naturens puslespil lægges brik for brik

Naturfonden startede arbejdet i 2018, hvor vi opkøbte de første arealer. Siden har vi opkøbt yderligere arealer og byttet jord ad flere omgange.

Samtidig har vi lavet aftaler med de tre andre jordejere i området om, at deres arealer kan indgå i det fælles naturprojekt.

Det samlede natur-projekt er nu færdigt, og er på i alt 85 ha.

Vi stopper dog ikke her. Ved landsbyen Agri i Mols Bjerge er vi også i gang med at udvikle naturen. Her er det indtil videre blevet til ca. 50 ha, men vi tror og håber på, at det også kan vokse med tiden.

Arbejdet er ikke gjort alene. Et langvarigt, godt samarbejde med Nationalpark Mols Bjerge har været afgørende for at kunne indgå de nødvendige lokale aftaler.

FAKTA

  • Naturområdet ved Basballe er på 85 ha. Naturfonden ejer de 55 ha. Private jordejere har lagt 30 ha til for at hjælpe naturen med endnu flere levesteder.
  • Naturfonden hjælper naturen i Mols Bjerge på i alt 128 ha. 85 ha ligger i området ved Basballe og 43 ha i området syd for landsbyen Agri.
  • Mols Bjerge er et af de vigtigste naturområder i Danmark. Det er blandt de områder, der er levested for flest sjældne og truede dyr og planter. Omkring 600 forskellige blomsterplanter og 12.000 insektarter er set i Mols Bjerge. Det svarer til, at cirka to ud af tre af samtlige insektarter, vi har i Danmark, er set i Mols Bjerge.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.