Mols Bjerge er blandt de danske naturområder, der huser flest sjældne og truede dyr, planter og svampe. Her har den vilde natur så gode vilkår, at omkring 12.000 insektarter er set. Det svarer til, at cirka to ud af tre insektarter i Danmark er set i Mols Bjerge.
Nu er der føjet endnu en art til den imponerende samling. Myre-eksperten Hjalte Kjærby har opdaget og navngivet glat gæstehveps i Naturfondens område syd for landsbyen Agri. Det er første gang, arten er set i Danmark.
Oplev Mols Bjerges smukke landskab til fods eller på cykel. Stierne bugter sig op og ned ad bakker gennem varierede landskaber, mens du oplever den smukke natur, som er særligt vigtig for et hav af blomster, fugle og insekter. Naturfondens områder ligger smukt og kuperet midt i Nationalpark Mols Bjerge med mange gode muligheder for at gå på opdagelse i den smukke og varierede natur.