Mere sammenhængende
natur i Mols Bjerge

Beskyt den vilde natur

Den vilde natur mangler plads. Men du kan hjælpe. Som Naturbeskytter giver du naturen mere plads hver måned. For 12 kroner redder du 1 m2. BLIV NATURBESKYTTER NU

God natur, der hænger sammen, er en mangelvare i Danmark. Alt for mange områder er opdelt og afbrudt af veje, marker, byer og infrastruktur. Naturfonden arbejder for mere sammenhængende natur.

Seneste eksempel er i et af landets vigtigste naturområder, Mols Bjerge på Djursland. Her har Naturfonden for nylig overtaget nabo-arealer til vores naturområde ved landsbyen Agri. De to områder er nu lagt sammen, og det udvider Naturfondens område med 18 ha.

Samtidig har vi lavet en plan sammen med Nationalpark Mols Bjerge. Det betyder blandt andet, at vi har fjernet mange gamle hegn og sat nyt hegn med klaplåger og etableret bedre adgang til området. Her skal kvæg og heste græsse året rundt til gavn for dyr og planter. Hegnet er et almindeligt lavt hegn, som de fleste landmænd og mange hesteejere også bruger. Harer, hjorte, ræve og andre dyr kan krydse hegnet uden problemer.

Vi har markeret ny vandresti både inden for og uden for det indhegnede område. Stien fører op til de pragtfulde udsigter fra tre af Mols Bjerges højeste bakketoppe. På én af de tre toppe har vi etableret en lille plads med bord og bænk, hvor man kan spise sin mad og nyde den smukke udsigt.

Naturen hænger nu mere sammen i et af Naturfondens områder i Mols Bjerge syd for landsbyen Agri. Foto: Jesper Edvardsen

MOLS BJERGE

Oplev Mols Bjerges smukke landskab til fods eller på cykel. Stierne bugter sig op og ned ad bakker gennem varierede landskaber, mens du oplever den smukke natur, som er særligt vigtig for et hav af blomster, fugle og insekter. Naturfondens områder ligger smukt og kuperet midt i Nationalpark Mols Bjerge med mange gode muligheder for at gå på opdagelse i den smukke og varierede natur.

Vigtig for biodiversiteten

Området syd for Agri er et vigtigt levested for mange slags dyr, planter og svampe. Man kan opleve spændende og sjældne dyr som markfirben, humlerovbille og mange slags sommerfugle samt et væld af planter som opret kobjælde, hjertegræs og djævelsbid. Om efteråret er her også mange spændende og sjældne svampe som skarlagen vokshat og knaldrød vokshat.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.