Godt nyt for sjældne planter og sommerfugle som brun pletvinge, engblåfugl og klitperlemorsommerfugl.
Den Danske Naturfond har sikret endnu mere natur i sommerfuglenes paradis, Hammer Bakker.
Det er sket med købet af yderligere knap 5 hektar i den nordjyske naturperle tæt på Aalborg. Dermed ejer fonden nu knap 455 hektar i Hammer Bakker.
De sjældne sommerfugle har brug for mere åben natur frem for mørke nåletræsplantager, som i dag vokser på en del af området.
Det er også godt nyt for sjældne fugle som duehøg, hvepsevåge og natravn, som alle mangler natur at yngle i.
Med de nye arealer er fonden kommet tættere på målet om at skabe mere vild og sammenhængende natur i et område på 1.000 hektar i Hammer Bakker.