Kæmpe naturområde
på vej ved Kongeåen

Beskyt den vilde natur

Den vilde natur mangler plads. Men du kan hjælpe. Som Naturbeskytter giver du naturen mere plads hver måned. For 12 kroner redder du 1 m2. BLIV NATURBESKYTTER NU

Budgettet er på 100 mio. kr., og finansiering er kommet på plads takket være 58 mio. kr. fra EU’s LIFE Fond. Det er altafgørende for at kunne forvandle 644 hektar marker og lavbundsjord til et storslået naturområde, der samtidig kan imødegå klimaforandringerne.

Naturprojektet er blevet til i et stærkt samarbejde mellem Esbjerg Kommune, Sydvestjysk Landboforening, Den Danske Naturfond, 15. juni Fonden, Miljøstyrelsen og Nationalpark Vadehavet.

”Projektet binder mange tråde sammen, og på elegant vis løses et stort problem på en måde, som skaber en masse merværdi. Alle parter kan med rette være stolte over, at vi nu er nået så langt i processen, og der skal lyde en stor ros til de mange interessenter og partnere”, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Formand for Den Danske Naturfond, Bengt Holst, glæder sig til at sikre naturen så meget mere plads med så mange flere gode levesteder.

”Alle vinder ved at genslynge Kongeåen. Dyr og planter får nye levesteder, vandet i Kongeåen bliver renere, og alle får adgang til nye store naturoplevelser. Landmænd der har oversvømmede marker, får mulighed for at sælge eller bytte deres jord,” siger Bengt Holst.

Genopretning af Kongeåens naturlige slyngninger er en af vigtigste dele af naturprojektet. På foto ses Kongeåen som en udrettet snorlige kanal ud mod Vadehavet. Åens naturlige slyngninger anes stadig i landskabet. Foto: Esbjerg Kommune
Genopretning af Kongeåens naturlige slyngninger er en af vigtigste dele af naturprojektet. På foto ses Kongeåen som en udrettet snorlige kanal ud mod Vadehavet. Åens naturlige slyngninger anes stadig i landskabet. Foto: Esbjerg Kommune

Landbrugsjord bliver til natur

”Alle vinder ved at genslynge Kongeåen. Dyr og planter får nye levesteder, vandet i Kongeåen bliver renere, og alle får adgang til nye store naturoplevelser. Landmænd der har oversvømmede marker, får mulighed for at sælge eller bytte deres jord.”
Bengt Holst, formand for Naturfonden

Formelt underskrives aftalen om EU-støtten på de 58 mio. kr. inden juli, hvilket bliver startskuddet til en jordfordeling, hvor den lavtliggende landbrugsjord langs Kongeå-strækningen opkøbes. Derefter går arbejdet i gang med at genslynge Kongeåen, hvilket også har til formål at øge bestanden af den truede fisk snæbel i området. Det vil bl.a. omfatte indfangning og udsætning af flere snæbelyngel.

”Med naturprojektet kan vi kombinere flere værktøjer og skabe værdi på mange måder. Med jordfordeling og vandparkering skaber vi klimasikring af landbrugets arealer og samtidig skabes et uforstyrret område til fugle, planter og insekter”, siger Niels Laursen, formand Sydvestjysk Landboforening.

Lodsejerne har vist stor interesse i at deltage i en jordfordeling. Her sælger de landbrugsjord tæt på Kongeåen for at købe erstatningsjord, hvis de skulle ønske det. De lodsejere skal nu kontaktes igen for at sikre, at der stadig er opbakning til projektet.

”Jeg ser frem til dette vigtige projekt, som både skal bidrage til at forbedre biodiversiteten, og løse udfordringer langs den ydre del af åen. Det er en fælles indsats med mange aktører, hvor især Esbjerg Kommune og landbruget spiller en afgørende rolle. Fra Nationalpark Vadehavet vil reguleringsjægere have fokus på bestande af mårhund, mink og ræv, som udgør en fortsat trussel mod engfuglebestanden,” siger Janne Liburd, bestyrelsesformand for Nationalpark Vadehavet.

Fugle vil flokkes, når det nye naturområde er skabt.

Truede arter får nye muligheder

Det nye naturområde ved Kongeåen skal sikre gode levesteder for en række arter i vandet og på land, som er truet eller i tilbagegang.

”Her gribes klimaudfordringerne an på en kreativ måde, der samtidig formår at skabe mere natur og fremmer biodiversiteten. Det er et helt unikt projekt, som endelig rykker nærmere en realisering”, siger Jørgen Ahlquist, formand for Klima & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune.

”Vadehavsområdet er et af de rigeste og største naturområder i Danmark. Men marsklandskabet er mange steder præget af en landbrugsdrift, der gennem en lang årrække har forringet naturværdierne i området. Det er derfor en stor glæde for 15. Juni Fonden, at vi kan bidrage til dette meget ambitiøse naturgenopretningsprojekt omkring Kongeåen. Vi er glade for, at LIFE-programmet har erkendt den betydning, marsklandskabet omkring Kongeåen har for hele Vadehavsområdet,” siger Per Voetmann, direktør i 15. Juni Fonden.

Store naturoplevelser

Uden at forstyrre flora og fauna i det kommende naturområde planlægges der også at skabe rekreative muligheder i udkanten af projektområdet, så besøgende kan nyde den natur, der træder frem i forbindelse med projektet.

Den rekreative del er dog ikke en del af ansøgningen til EU’s LIFE Fond, men støttes derimod af Den A. P. Møllerske Støttefond. Åbning for borgere til denne del af Kongeåen er samtidig færdiggørelsen af et samlet stiforløb tværs over Jylland fra Kongeåens udspring i Kolding til dens udløb i marsken, som Den A.P. Møllerske Støttefond også har støttet.

Formidling, broer og andet naturrumsinventar ifm. LIFE-programmet vil blive udført i overensstemmelse med det øvrige forløb.

FAKTA OM KONGEÅEN

Økonomi

Økonomien i projektet hviler på, at EU’s LIFE Fond støtter med 58 mio. kr., og derudover bidrager Den Danske Naturfond med 17 mio. kr., 15 juni Fonden støtter med 4,5 mio. kr., Nationalpark Vadehavet har afsat 185.000 kr., Miljøstyrelsen bakker op med 100.000 kr., Sydvestjysk Landboforening giver 50.000 kr. og Esbjerg Kommune bruger 6 mio. kr. på projektet. Derudover kommer 5,5 mio. kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond til rekreative formål og der et delområde, som realiseres via vådområdeordningen. De sidstnævnte projekter er ikke en del af ansøgningen til EU’s LIFE Fond.

Det gør vi

Naturprojektet fokuserer på at omdanne de lavere liggende områder ved Kongeåen fra landbrugsjord til et frodigt naturområde. Efter jordfordelingen vil Kongeåen blive genslynget på en strækning fra Jedsted Mølle ved Gredstedbro og ud til Vadehavet.

Det forlænger åløbet med ca. 3,5 km. Rundt om det 644 hektar store område laves der diger og grøfter, der medvirker til at området kan lagre de øgede mængder vand, som ekstreme vejrhændelser sender gennem Kongeåen. Ca. 500 hektar af området vil fremover være vandløbsnær natur med varieret fugtighed, og der etableres desuden lavvandede søer og bekkasin-skrab.

Flere levesteder til mange dyr

Genslyngning af Kongeåen skal fremme forholdene for en række arter.

Under vandspejlet drejer det sig især om snæblen, lampretter og laks.

I vandkanten er det arterne spidssnudet frø, strandtudse og grøn mosaikguldsmed, som vil få bedre vilkår.

På land vil Vadehavets rige fuglelivet også nyde godt af de nye raste- og fourageringsområder. De nye boliger kan tiltrække et væld fugle som den truede brushane, klyde, stork, trane, vibe, rødben og skestork.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.