Nyt naturområde giver flere levesteder til dyr og planter. Samtidig får Hernings borgere nye oplevelser helt op til byens villahaver. Virksomheden Ege Carpets er gået sammen med Herning Kommune og Den Danske Naturfond om at skabe det nye naturområde, Gjellerup Enge.
Arkitekt René Hougaard fra Herning så gode muligheder for at forvandle et område øst for Herning by til blomstrende og sammenhængende natur. Han kontaktede tæppevirksomheden Ege Carpets og præsenterede sine visioner om at skabe mere plads til naturen på deres fabriksområder.
”Vi var straks begejstrede for Renes forslag. Det er en gevinst for os alle, at vores arealer kan blomstre mere vildt til gavn for både natur og Hernings borgere,” siger Svend Aage Færch Nielsen, Kommerciel Direktør i Ege Carpets, som går meget op i bæredygtighed og miljø.
Herefter blev idéer til grøn handling. Den Danske Naturfond, lokale grundejere og Herning Kommune kom med. Et år senere barsler det frugtbare samarbejde med Hernings nye naturområde, Gjellerup Enge.