Du kan nyde naturen fra 17 kilometer vandrestier gennem Hammer Bakkers flotte natur, hvor Naturfonden, Aalborg Kommune og Dansk Botanisk Forening har samlet et kæmpe naturområde, genoprettet naturen og anlagt nye vandrestier siden 2019.
Nu kan du også vandre på Hærvejen gennem det enestående naturområde, efter knap 3 kilometer af Danmarks længste vandrerute er ført tilbage i en mere historisk korrekt rute gennem Hammer Bakker.
Før gik ruten langs en vej, men nu kan du nyde naturens ro frem for bilernes susen.
Samtidig har du også fået en anden ny vandrerute, som er på 11 kilometer og en del af Hærvejens Perler. Her kan du opleve den historiske hovedfærdselsåre fra Bronzealderen gennem Jylland på nye måder.
Ruten i Hammer Bakker er en rundtur, så du kan starte og slutte samme sted. Undervejs kan du både opleve kulturhistorie, masser af natur og smukke landskaber.
Hærvejens Perler i Hammer Bakker er blevet til i samarbejde mellem Aalborg Kommune, Udvikling Hærvejen, Nordea-fonden, Naturfonden og Dansk Botanisk Forening.
Se ruterne her:

Hammer Bakker-ruten af Hærvejens Perler er 11 kilometer, der fører dig ad kuperede naturstier og skovveje gennem skov, bakker, heder med lyng og enebærbuske, dale bevokset med “røllebøge,” som er gamle flerstammede bøgetræer, og du kommer forbi den smukke Pebermosen med sit frie vandspejl og hængesæk af sphagnum-mosser og smukke udsigter.
Du kan være heldig at opleve sjældne dyr som sommerfuglen brun pletvinge, en duehøg eller rødrygget tornskade, der er ny beboer i den genoprettede natur.
Du kan også nyde udsigterne fra bronzealderhøjene Tvillingehøje.
På ruten findes også to lejrpladser, en ved Brødland og en ved Torndal.
Ruten har fået kvalitetsstemplet som Premium vandrerute af Deutsches Wanderinstitut (DW).
Den går blandt andet gennem naturområdet, hvor naturen beskyttes og hjælpes i samarbejde mellem Naturfonden, Aalborg Kommune og Dansk Botanisk Forening.
Vandresløjfen i Hammer Bakker starter ved Brødland parkeringspladsen, på adressen Gennem Bakkerne 44. Men du kan også starte fra parkeringspladserne ved Torndal, Gennem Bakkerne 50c, og Vandstedsvej 21.
Op mod 1000 hektar af Hammer Bakker genoprettes. Her bliver mere naturlig løvskov. Vi genopretter også tidligere tiders heder, overdrev og græsningslandskaber, så området igen bliver til gavn for mange arter planter, insekter og dyr. Du kan opleve naturen fra 17 kilometer vandreruter. Naturfonden samarbejder med Aalborg Kommune og Dansk Botanisk Forening om at hjælpe naturen og give mulighed for at opleve naturen.