I 60 år har der været gravet grus, og Skallebjerg Grusgrav, der også rummer en helt særlig naturperle, har været lukket for adgang.
Men nu erhverver Assens Kommune og Den Danske Naturfond den 68 ha store grusgrav på Fyn for at beskytte og udvikle naturen og samtidig skabe mulighed for, at alle på sigt kan opleve den mangfoldige natur, der ligger omkring den store isblå sø.
Graveområdet er ejet af Nymølle Stenindustrier, som er en af Danmarks største råstofindvindere. Nymølle Stenindustrier har stor erfaring med at efterbehandle graveområder og skabe nye levende områder til gavn for natur, biodiversitet og oplevelser og er dermed en oplagt samarbejdspartner for Assens Kommune.
Området rummer både fin natur og gode muligheder for at udvikle naturen, især, hvor grusgravning er nået ned til naturlig næringsfattig jord, som er guld værd for vilde dyr og planter.
”Vi har sammen erhvervet et flot og spektakulært naturhotspot for at beskytte og forbedre naturen. Samtidig ønsker vi på sigt at åbne dele af området for offentligheden på naturens præmisser med fokus på oplevelse, formidling og forskning. Det bliver et stort aktiv, både for dem der bor og lever i området, men også for naturturister generelt”, fortæller borgmester i Assens Kommune, Søren Steen Andersen.
Det er Naturfondens 23. naturområde i Danmark og det tredje på Fyn, hvor Naturfonden sikrer mere plads til naturen.
Men det er første gang, Naturfonden arbejder med at beskytte og udvikle natur og naturoplevelser i en grusgrav, siger Bengt Holst, formand for Naturfonden:
”Naturen i Danmark mangler plads, og en nedlagt grusgrav giver gode muligheder for at få naturen tilbage. Derfor er der gevinster for både natur og mennesker ved at udvikle grusgraven til et nyt naturområde med flere og bedre levesteder for dyr og planter, som hører naturligt hjemme i den danske natur. Og så får vi tilmed et dejligt sted, hvor alle kan nyde naturen og de flotte udsigter på en ny vandrerute,” siger Bengt Holst.
Siden 1960’erne er der indvundet grus fra Skallebjerg Grusgrav, men inden for få år bliver den gravet færdig.
Det betyder, at parterne til at begynde med får adgang til ca. 70 procent af området, mens der fortsat vil blive gravet grus i den resterende del af området.
Når Nymølle Stenindustrier er færdig med at udvinde det sidste grus, bliver den sidste del af området også overdraget til parterne.
På den måde er Nymølle Stenindustrier med til at sikre, at tidligere graveområder skaber varig værdi for lokalsamfund efter endt råstofindvinding.
Assens Kommune og Naturfonden går nu i gang med at planlægge, hvordan området skal udvikles, så det på sigt bliver muligt at komme ud og opleve den unikke natur, som parterne også gerne vil beskytte og bevare.
“Det er håbet, at området vil blive brugt af både herboende borgere og turister, men med stor respekt for bevarelsen af naturen”, siger formand for Medborgerskab, Kultur og Beskæftigelsesudvalget i Assens Kommune, Søren Thomsen.
Gravningen af grus har åbnet landskabet i området op på en måde, så det bliver muligt at gå på opdagelse i den seneste istid både for besøgende og forskere.
Samtidig har den blotlagte mineraljord efter udgravningen givet gode betingelser for planter, der trives i næringsfattige og solrige omgivelser, mens der i andre dele af området er gode betingelser for den natur, som lever i næringsrige omgivelser.
Derfor rummer området en særdeles stor variation af natur og en høj grad af biodiversitet:
”Vi vil natur for naturens skyld, og derfor er det vigtigste, at vi sikrer og styrker den unikke natur, de naturtyper og de sjældne arter, der er i området gennem forskellige plejetiltag og naturprojekter. Derudover vil vi også gerne styrke viden om natur, geologi og landskabsdannelse igennem formidling, undervisning og forskning. Men det skal selvfølgelig være på naturens præmisser – også når vi åbner området for offentligheden”, siger formand for Miljø, Teknik og Planudvalget i Assens Kommune, Jens Jakobsen.
Det er ikke tilfældigt, at Nymølle Stenindustrier har valgt at sælge grusgraven til natur og fritidsformål. For den type samarbejde, hvor involverede parter udarbejder en attraktiv efterbehandlingsplan i tæt og konstruktiv dialog, har Nymølle Stenindustrier gode erfaringer med:
”Vi har gennem vores erfaringer med råstofindvinding konstateret, at det netop er samarbejdet mellem offentlige og private aktører, der fører til de mest effektive og visionære løsninger for en grusgravs efterliv. Ved at kombinere kommunal indsigt i lokale forhold, natur og borgerservice med privatsektorens praktiske erfaring inden for råstofindvinding og efterbehandling, skabes de helt rigtige forudsætninger for en bæredygtig udvikling af grusgravsområdet med fokus på natur, dyreliv og rekreative tilbud. Vi ser frem til samarbejdet med Assens kommune og Den Danske Naturfond”, siger Ole Nørklit, administrerende direktør for Nymølle Stenindustrier.
Alle får fri adgang til området på sigt, når de endelige planer er fastlagt.
Siden 1960’erne er der indvundet grus fra Skallebjerg Grusgrav, men inden for få år bliver den gravet færdig.
Det betyder, at der fortsat vil blive gravet grus i en del af området. Når Nymølle Stenindustrier er færdig med at udvinde det sidste grus, bliver den sidste del af området også overdraget.