Aftale med Dankort
får naturen til at vokse

Med udvidelsen af Grønnestrand får naturen nu endnu mere plads, og der kommer flere naturoplevelser i et af Danmarks vigtigste områder for biodiversiteten.

De første bidrag fra Dankort er brugt til at sikre mere natur i Vejle Ådal og i Hals Mose, og nu også i Grønnestrand. Og mere er på vej.

Direktør for Dankort hos Nets, Esben Torpe Jørgensen, er glad for at give naturen mere plads i endnu et vigtigt naturområde.

”Vi er glade for at kunne bidrage til udvidelsen af Grønnestrand. Det er et vigtigt område, som vi nu er med til at beskytte. Både for at hjælpe dyre- og plantelivet, men også for at flere danskere kan få glæde af den skønne natur. Projektet er samtidig med til at sætte gang i Dankort Øremærket og vores ambition om at give mere plads til den vilde natur i Danmark i årene frem,” siger Esben Torpe Jørgensen.

Dankorts initiativ hedder Dankort Øremærket og støtter Naturfonden med 1 øre, hver gang man bruger Dankort til at betale med.
Det bliver til flere end 10 millioner kroner om året, der går 100 procent til at give naturen mere plads.

Læs mere om Grønnestrand

De første donationer fra Dankort er blevet til mere natur i Vejle Ådal, hvor Dankort har bidraget med en tredjedel af det nye naturområde, Lihmskov Bakker. Dankort har også været med til at sikre nye arealer i Hals Mose og i Grønnestrand, og flere områder er på vej andre steder i landet.

Fakta om Dankort Øremærket

Et nyt, stort samarbejde mellem Dankort og Naturfonden betyder 1 øre til mere natur, hver gang man betaler med sit Dankort.

Aftalen betyder, at Dankort donerer minimum 10 millioner kroner om året til at give naturen mere plads.

Naturfonden omsætter 100 procent af hver en øre til nye, beskyttede naturområder, hvor naturen får højeste prioritet til gavn for truede og sjældne dyr og planter, vandmiljø og klima. Alle kan opleve den spændende natur.

Mere plads til naturen er vigtig for at vende klima- og biodiversitetskrisen og give mulighed for flere naturoplevelser til alle i Danmark.

Som partnere i Dankort Øremærket giver Merkur Andelskasse, Emmery’s, Kirppu, Sport 24 og Sportigan yderligere 1 øre, når deres kunder betaler med Dankort. Det betyder 2 øre til mere natur ved hver betaling med Dankort i de butikker – og 3 øre, hvis man tilmed betaler med et Dankort fra Merkur Andelskasse.

Fakta om biodiversitetskrisen

Vi står i en biodiversitetskrise. Flere end 2.500 arter vilde dyr, planter og svampe er truede eller sjældne i Danmark. Det viser Den danske Rødliste, som Aarhus Universitet udarbejder. En af de største grunde er mangel på plads med gode levesteder. Vi mennesker fylder det meste af Danmark med vores marker, byer og veje. Kun 1,6 procent af Danmark er beskyttet natur, ifølge Biodiversitetsrådet, regeringens uafhængige rådgivere om biodiversitet.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.