20 procent af
Limfjordsøen Venø
bliver til vild natur

Beskyt den vilde natur

Den vilde natur mangler plads. Men du kan hjælpe. Som Naturbeskytter giver du naturen mere plads hver måned. For 12 kroner redder du 1 m2. BLIV NATURBESKYTTER NU

Venø ved Struer i den vestlige del af Limfjorden har Danmarks korteste færgetur på tre minutter, Danmarks mindste kirke, er kendt for sine venøbøffer og byder hvert år omkring 70.000 turister velkommen til øen.

Nu får Limfjords-perlen endnu mere at byde på. Et nyt naturområde bliver til virkelighed, efter Den Danske Naturfond har opkøbt landbrugsjord på øen for at give vilde dyr og planter endnu bedre levesteder.

Samtidig får øens beboere, tusindvis af turister og kommunens borgere nye muligheder for at nyde livet i naturen. Her kommer nye vandrestier og shelters mellem strandenge, laguner og kystskov, og alle kan opleve det rige fugleliv eller tage på familieudflugt.

Det nye naturområde hjælper også Limfjordens vandmiljø og bidrager dermed til at sikre renere vand i hav og fjord, som er et af målene i aftalen om Grøn Trepart.

Naturområdet ligger på den sydlige del af øen, er på 127 ha eller ca. 180 fodboldbaner og udgør en femtedel af hele Venø.

Formand for Den Danske Naturfond, Bengt Holst, glæder sig over at give naturen endnu mere plads med Naturfondens 26. naturområde.

”Jeg er glad for at gøre ’Limfjordens hjerte’ endnu grønnere ved at åbne dørene til Naturfondens nyeste naturområde. Her kan naturen blomstre, fordi vi giver den mere plads. Jeg håber, at folk på Venø, øens turister og alle andre vil nyde og opleve den unikke natur, vi får udviklet,” siger Bengt Holst.

Naturområdet ligger kun få minutter fra Danmarks korteste færgerute, som du kan se øverst til højre for øen. Lige over færgen ses Struer, som ligger kun ti minutter fra Limfjords-perlen. Foto: Jesper Edvardsen

Nyt samarbejde for natur og oplevelser

Naturfonden og Struer Kommune har lavet en ny aftale om at beskytte naturen og udvikle de nye naturoplevelser på Venø.

Borgmester i Struer Kommune, Marianne Bredal, ser det nye naturområde og samarbejde som en stor gevinst for naturen, øens ca. 200 faste beboere, for turister og for alle andre besøgende i området.

”Vi glæder os over det nye samarbejde med Den Danske Naturfond, som giver os mulighed for at få gennemført dette fantastiske naturprojekt på Venø. Ud over at styrke naturen på Venø tilfører projektet også endnu et element til paletten af helt unikke naturoplevelser på øen. Og sidst, men ikke mindst glæder det mig, at projektet her naturligvis også bidrager til vores fælles opgave med at levere på målsætningerne i den grønne trepart,” siger Marianne Bredal.

Med det nye naturområde på Venø beskytter Naturfonden nu naturen i 26 naturområder i hele Danmark.

Dermed udvider Naturfonden indsatsen for at sikre mere plads til naturen til glæde for både biodiversitet, klima, vandmiljø og kommende generationer, der kan opleve vildere natur.

En del af området er uspoleret kyst ud til Limfjorden. Foto: Jesper Edvardsen
Naturområdet ligger på den sydlige del af øen, er på 127 ha eller ca. 180 fodboldbaner og udgør en femtedel af hele Venø.
Struers borgmester Marianne Bredal og Naturfondens formand, Bengt Holst, byder velkommen til Naturfondens 26. naturområde, som Struer Kommune og Naturfonden beskytter og udvikler sammen,

Fakta: Sådan hjælper vi naturen

Naturfonden og Struer Kommune udvikler sammen naturen og beskytter den for altid.

Vi sikrer den gode natur, der har udviklet sig nogle steder, og vi genopretter naturen ved at fjerne drænrør for at bevare den naturlige vandstand og genskabe tidligere tiders levesteder som blomstrende enge og moser.

Det hjælper mange slags vilde dyr og planter med flere og bedre levesteder, bl.a. fugle, padder, insekter og planter.

Området har ikke været dyrket siden 2010, så her har naturen udviklet sig med flere vilde planter. Det kan nu sprede sig og leve flere steder.

I området er primært tidligere marker, hvor dyrkning, sprøjtning og gødskning nu er stoppet for altid.

Havde en anden købt området, kunne det blive pløjet, gødsket og sprøjtet til skade for vilde dyr og planter og med udledning af kvælstof til Limfjorden.

Vi ved, hvilke dyr og planter, der lever i området nu, så vi kan følge, hvordan naturen udvikler sig, og hvilke arter, der flytter ind i de nye boliger.

Disse arter får gode levesteder

I området kan man nyde værdifulde strandenge, kystskrænter, uforstyrrede strandbredder, lagunesøer, strandenge og smalle striber af hede langs kysten, hvor man ikke kunne dyrke jorden.

Fugle

Skestork, dværgterne og klyde yngler på Venø og finder forhåbentlig nye boliger i det nye naturområde. Området kan forhåbentlig også gavne lysbuget knortegås, som er af de fuglearter, Danmark har det allerstørste ansvar for at beskytte, når den er her på vinterferie fra Arktis.

Arten lider under, at udledning af kvælstof har reduceret udbredelsen af ålegræs og at dens rastepladser på land gror til. Den samlede bestand er på omkring 7000 fugle, som næsten alle overvintrer i Danmark – hovedsageligt på to kernelokaliteter i Limfjorden.

Venø er et vigtigt vinteropholdssted for den sjældne gås. Hver vinter opholder flere end 500 fugle sig på øen. Ofte ses store flokke på næsten 100 individer, der finder føde ud for naturområdet på østsiden, hvor der er læ og ålegræs.

Planter

Langs den uforstyrrede kyst vokser den sjældne strand-limurt. Det er sjældent i Danmark, hvor mange kyster er påvirket af byggeri, kystsikring osv

Her vokser også vigtige nektarplanter som blåmunke, hedelyng og prikbladet perikon samt lancetbladet vejbred, som er foderplante og overvintringssted for sommerfuglen okkergul pletvinges larver.

Insekter

Sommerfuglene spættet bredpande, okkergul pletvinge og dukatsommerfugl lever i tør, blomsterrig natur som overdrev, hede og skrænter, hvor larvernes foderplanter tormentil, lancet vejbred og almindelig syre vokser. De får flere og bedre steder at leve, og så bliver der flere sommerfugle.

Den sjældne markperlemorssommerfugl er afhængig af rig blomsterflora og vil også få gavn af naturforbedringen.

Der kommer flere af den sjældne stor gødningsrovflue, som har brug for græssende dyr, som der kan komme i området. Cikadegræshoppen lever få steder i Danmark, men findes også på Venø.

Skestork er en af de mange dyr og planter, som lever på Venø i Limfjorden og kan flytte ind i naturområdet.

Tusindvis af danskere og virksomheder har sikret området

Flere tusinde danskere og virksomheder giver hvert år naturen mere plads sammen med Naturfonden. Det gælder også naturområdet på Venø, som Naturfonden har sikret sammen med Naturfondens næsten 11.000 Naturbeskyttere og initiativet Dankort Øremærket, der giver 1 øre hver gang, man bruger sit Dankort.

De første donationer fra Dankort er blevet til mere natur i Vejle Ådal, Hals Mose, Grønnestrand og Randkløve Skår, og flere områder er på vej andre steder i landet. Foto: Jesper Edvardsen

Fakta om biodiversitetskrisen

Flere end 2.500 arter vilde dyr, planter og svampe er truede eller sjældne i Danmark. Det viser Den danske Rødliste, som Aarhus Universitet udarbejder. En af de største grunde er mangel på plads med gode levesteder. Vi mennesker fylder det meste af Danmark med vores marker, byer og veje. Kun 1,6 procent af Danmark er beskyttet natur, ifølge Biodiversitetsrådet, som er regeringens uafhængige rådgivere om biodiversitet.

Hasselmus er en af flere end 2500 truede og sjældne arter i Danmark. Naturfonden sikrer den lille syvsover nye steder at leve i Lerbjerg Skov.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.