I anledning af BESTSELLERs 50-års jubilæum uddeler BESTSELLER Foundation 50 millioner kroner til 50 forskellige organisationer i hele verden. 16 organisationer i Danmark modtager en donation. Naturfonden er så heldig at være én af dem.
– At sikre, bevare og forbedre Danmarks natur for fremtidige generationer er noget, der har ligget mange på sinde, og derfor er vi i fonden stolte over at kunne sende en donation til Den Danske Naturfond og dermed støtte Naturfondens indsats med at beskytte biodiversitet, skabe vilde landskaber og sikre ansvarlig miljøforvaltning, siger Line Boss, Impact Director i BESTSELLER Foundation.
Donationen er givet til at forbedre vandløbet Hjoptarp Bæk. Vandløbet adskiller sig fra mange andre mindre vandløb i Skjern Å-systemet ved at ligge højt i terrænet. Det gør den kommende restaurering, herunder genslyngning og omlægning udenom kunstigt anlagte søer, nemmere.
I samarbejde med vores lokale samarbejdspartner Ringkøbing-Skjern Kommune etablerer vi egnede gydeområder, og genslynger vandløbet, som sikrer, at ørreder kan vandre til gydeområderne. Udover at understøtte fisk som havørred, vil naturgenopretningen også forbedre forholdene for vandløbsinsekter og andet liv, der lever i vandløb.
– Vi er både stolte og glade for at være udvalgt som modtager af donation fra BESTSELLER FOUNDATION. Den vil blive anvendt til forbedring af livsvilkår for laks og ørred i Skjern å. Intakte vandløbssystemer er en af de helt store udfordringer for naturen – også i Danmark, siger Flemming Nielsen, direktør i Naturfonden.
Vi står i en biodiversitetskrise. Flere end 2.500 arter vilde dyr, planter og svampe er truede eller sjældne i Danmark. Det viser Den danske Rødliste, som Aarhus Universitet udarbejder. En af de største grunde er mangel på plads med gode levesteder. Vi mennesker fylder det meste af Danmark med vores marker, byer og veje. Kun 1,6 procent af Danmark er beskyttet natur, ifølge Biodiversitetsrådet, regeringens uafhængige rådgivere om biodiversitet.