Engene ved Villestrup Å

Unikke kildevæld risler igen med noget af landets
klareste vand og genskaber fugtige enge og moser,
når vi genopretter naturen ved Rold Skov.

Oplev Engene ved Villestrup Å

Oplev flere sjældne orkideer og sommerfugle og helt unikke rislende kildevæld med noget af landets allerklareste vand. Det gavner både natur og klima med mindre CO2-udslip og et bedre vandmiljø, når vi laver 88 hektar tidligere marker og tørre enge til natur igen ved Rold Skov i Nordjylland.

violetrandet ildfugl

UNIK NATUR

Intet andet sted i Danmark risler så mange rene kilder som i området ved Rold Skov. Vandet pibler ud overalt i ådalens sider og løber videre i Villestrup Å.

Vandet er noget af det reneste kildevand, der findes i Danmark, fordi det er dannet under en af Danmarks største og ældste skove, Rold Skov.

Grundvandet presses op gennem sprækker i undergrundens kalk og op til overfladen, hvor der er så meget tryk på, at vandet kan sprøjte op i en meters højde, hvis man banker et rør ned.

Men mange af kilderne i Engene ved Villestrup Å er blevet drænet, omlagt eller på anden måde forhindret i at løbe naturligt. Dermed er mose og enge tørlagt. Det ændrer vi til gavn for:

  • Vilde og sjældne planter som orkidéerne maj-gøgeurt, plettet gøgeurt og sump-hullæbe, planter som engblomme, den kødædende vibefedt og den truede afbidt høgeskæg
  • Sjældne mosser, insekter og mange forskellige sommerfuglearter, som f.eks. violetrandet ildfugl.
  • Odder og isfugl.

I de unikke kildevæld findes også rigtig mange sjældne insekter, blandt andre vårfluer.

Det interessante er, at vandet er omkring 8 grader året rundt, fordi vandet er grundvand. Om sommeren er vandet ”koldt” og om vinteren ”varmt” luftens temperatur.

Derfor kan der leve arter i kilderne, der ellers normalt lever i Arktis, og ikke kan klare varme somre. Samtidig kan her leve arter, der normalt lever langt mod syd, fordi de ikke kan klare kolde vintre.

Derfor huser de her kilder forskellige arter, som levede i Danmark, dengang det var hhv. istid og varmetid.

Engene ved Villestrup Å rummer særligt mange mange kildevæld, men de løber i drænrør og ikke frit. Det retter Naturfonden op på. Når kildevæld atter flyder frit, skaber vi nye levesteder til vilde planter som for eksempel sjældne orkidéer.

SÅDAN HJÆLPER VI NATUREN

I efteråret 2021 er det første kildevæld begyndt at flyde naturligt igen med deres mange liter i timen døgnet rundt, direkte fra den kalkrige undergrund under Rold Skov. Vi :

  • laver en Natur- og Friluftsplan
  • har åbnet et naturområde for alle
  • har stoppet dræning af flere unikke kildevæld og genopretter den naturlige vandstand
  • har fjernet mange små indhegninger, som tidligere delte området op på kryds og tværs
  • har samlet de små arealer til et samlet naturområde
  • afgræsser og naturplejer området med kvæg fra lokal landmand
  • har fjernet gammelt pigtråd og udtjente landbrugsmaskiner efterladt i området

Når vi har genoprettet naturen i området, risler kildevæld igen over mose og eng med klart, koldt vand fra underjordiske kilder.

Vandet bringer blomstrende orkidéer og andre vilde planter tilbage. Her bliver en summen fra insekter, der finder mad de nye steder, når de vilde planter skyder op alle vegne. Især farvestrålende sommerfugle bliver værd at opleve.

Det bliver et smukt, frodigt og grønt naturområde, hvor naturen trives og passer sig selv godt hjulpet på vej af græssende dyr, der genskaber den naturlige dynamik. For altid.

Vilde planter som orkidéer får gavn af genoprettet natur med mere vand.

NATUROPLEVELSER

Du kan opleve genskabte kildevæld med rislende, klart vand, der løber naturligt ud i området fra de underjordiske kilder.

Vandet bringer blomstrende orkidéer og flere vilde planter tilbage. Her bliver en summen fra insekter, der finder mad de nye steder, når de vilde planter skyder op alle vegne. Især sommerfugle bliver værd at opleve.

Villestrup Enge Frederik Møller (14)

SÅDAN HJÆLPER VI KLIMAET

Når vi bringer naturen tilbage, er det samtidig godt for klimaet. Genopretningen af naturen vil spare klimaet for op mod 600 tons CO2 hvert eneste år, viser forundersøgelser.

Når man dræner mose og enge for at dyrke dem, som man har gjort med Engene ved Villestrup Å, sætter man gang i udledning af CO2 til skade for klimaet. Tørven nedbrydes, når den kommer i kontakt med atmosfærens ilt.

Men den udledning stopper vi stort set med det samme, når vandet igen flyder naturligt i mose og på enge, og tørven bliver vandmættet.

Med tiden vil mere CO2 suges ud af atmosfæren og indbygges i områdets tørveholdige jorder.

Hjælp naturen med et SKOVBEVIS

Vidste du, at et SKOVBEVIS fra Naturfonden er den perfekte gave til naturen? 100 % af købet går til mere plads til naturen i Danmark. Et SKOVBEVIS er den perfekte julegave , mandelgave eller gave til Mors Dag.

Se alle de flotte motiver i vores webshop.

Nyt fra naturen

Oplev naturen

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.