Nye levesteder til dyr og planter i Tryggevælde Å ved Faxe

Lystfiskere genskaber 1700 meter å med gode levesteder for fisk og andre dyr og planter i Tryggevælde Å ved Faxe.

Lystfiskere genskaber en unik strækning på 1700 meter med gode levesteder for fisk og andre dyr og planter i Tryggevælde Å ved Faxe. Projektet udføres af private natur-ildsjæle med støtte fra Naturfonden.

FORMÅL

Formålet med projektet er at forbedre fiskebestanden og anden biodiversitet på en tidligere genslynget 1700 m lang strækning af Tryggevælde Å. Det gør man ved at udlægge groft materiale som sten og træ.

Stort set hele Tryggevælde Å-systemet er udrettet i større eller mindre grad, men projektstrækningen er en del af det eneste stræk, som har fået sine slyngninger igen. Derfor kan projektet skabe en unik strækning med optimale levesteder for åens dyr og planter.

Da åen blev genslynget i 2005, lagde man desværre ikke nok groft materiale ud. Nogle steder blev gruset lagt steder uden tilstrækkelig strøm, så strygene sandede til, og fiskene derfor ikke brugte dem.

Men groft materiale er vigtigt for både fisk og smådyr som levested, ynglepladser og skjul. Især om vinteren er det grove materiale vigtigt for fisk og andre dyr, fordi de fleste planter visner bort.

Disse mangler skal projektet rette op på.

DET SKAL GØRES FOR NATUREN

I projektet udlægger man grus, sten og træstammer i vandløbet for at øge den fysiske variation og sikre gode levesteder til dyrene gennem vinteren.

I de udlagte grusstryg kan fisk som ørreder og rimter gyde deres æg, mens fisk og smådyr kan gemme sig mellem sten og træstammer. Man planter også enkelte træer for at skygge den rørskov, som er meget kraftig nogle steder.

RESULTATER FOR NATUREN

Det er målet at skabe en å-strækning med en god fiskebestand og høj biodiversitet af smådyr som et af de få steder i å-systemet. Åen får derefter ikke behov for yderligere indgreb.

Om 10 år vil å-løbet forhåbentlig stadig have en bund domineret af sten og grus, hvor strømmen er stærk.

Samtidig vil de udlagte træstammer løbende blive erstattet af naturligt faldende stammer fra en begyndende trævæsk langs åen.

De udplantede træer skal skabe nye skyggefulde steder, hvor rørsumpen ikke er så dominerende. Som følge af de fortsat gode fysiske vilkår vil åen få en god bestand af fisk og smådyr.

FISKERE I KØGE FIK DEN GODE IDÉ

Ideen til projektet er opstået i vandplejeudvalget i Køge Sportsfiskerforening ved vandplejeudvalgets årlige elektrofiskeri i åen.

Medlemmer af foreningen så umiddelbart efter genslyngningen i 2005, at fiskebestanden kunne vokse. Men den gik i stedet nedad igen. Det vil projektet ændre til gavn for fisk og mange andre arter.

Projektet udføres i tæt samarbejde med områdets lodsejer og Faxe kommune.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.