NYE LEVESTEDER FOR ENSIANBLÅFUGL I NATIONALPARK THY

Sjælden sommerfugl får nye levesteder på tidligere marker hos lodsejer Karsten Hansen.

Den sjældne sommerfugl, ensianblåfugl, får nye levesteder på tidligere marker hos lodsejer Karsten Hansen. Det sker for at redde sommerfuglen i Nationalpark Thy og med støtte fra Den Danske Naturfond.

TRUSLER MOD NATUREN

Ensianblåfuglen har gennem de sidste 100 år været i kraftig tilbagegang i Danmark.

I 2017 slog forskere fra Københavns Universitet fast, at der skal passes bedre på de fem kendte steder, hvor vi ved, at sommerfuglen lever i Nationalpak Thy, hvis arten skal overleve.

SÆRLIG NATUR

Ensianblåfugl er afhængig af både planten klokke-ensian og visse arter af stikmyrer, som den lader adoptere sine larver.

Hunnen lægger æg på den smukke klokkeensian, også kaldet hedens blå juvel. Her klækker æggene, og larverne spiser af ensianens umodne frø og væv.

Når larven er vokset lidt, lader de sig dumpe ned på jorden. Her udsender de duftstoffer, der tiltrækker myrerne, som tror, det er en af deres egne vildfarne larver. Derpå tager myrerne larven med sig ned i boet og opfostrer den.

Derfor fodrer de larverne, som på den måde lever på nas hos myrerne. Når larverne bliver til pupper og til en sommerfugl, kan den ikke narre myrerne længere. Derfor skal den nye sommerfugl haste ud af boet, før den bliver ædt af sine plejeforældre. Se de utroligt fascinerende optagelser hos DR


Ensianblåfugl er blevet en sjælden art i Danmark. Her er en han og nedenfor en hun. Fotos: Jens Kristian Kjærgård, Nationalpark Thy


Klokke-ensian, som ensianblåfugl er afhængig af for at lægge æg.

GJORT FOR NATUREN

Målet er bedre levevilkår for den mindste og mest sårbare af de fem grupper af den sjældne ensianblåfugl i Nationalpark Thy ved at udvide dens levested.

Det gør man ved at lave en græsmark lige nord for det nuværende levested om til en mosaik af fugtig og tør klithede. Klitnatur, der også i international skala er helt specielt.

Marken på 1,9 ha tages ud og retableres som klithede med klitlavninger og der etableres en mere naturlig hydrologi. Der tages udgangspunkt i det tilstødende klithede-areal, som nu er levested for ensianblåfugl.

På Vestergaard er Nationalpark Thy i samarbejde med Lodsejer Karsten Hansen, Biologisk forening for Nordvestjylland og med støtte fra Den Danske Naturfond i gang med at udvide levestedet for ensianblåfugl.

Man har retableret klitformationer på en tidligere græsmark og processen til at genskabe klithede er gået i gang.

Størstedelen af overfladen er endnu bart sand, men man har sået lokale frø, spredt topjord fra klithedevegetation og foretaget direkte transplantation af tørveblokke.

Frø sås for at få processen til at ske hurtigere, så man får retableret egnet levested, inden sommerfuglen forsvinder helt.

Det er sket i efterårsmånederne, når planterne er ved at være afblomstret.


Her lå en græsmark, som nu er forvandlet til nyt levested for ensianblåfugl, dens fødeplante klokkeensian og mange flere arter. Foto: Nationalpark Thy

RESULTATER FOR NATUREN

Det tager tid at genoprette den oprindelige klitnatur på projektområdet. Men med tiden vil der komme tørre områder med lyngplanter og stikmyrer og våde områder med sjældne blomster som soldug, benbræk, ulvefod og klokke-ensian.

Så kan ensianblåfuglen næppe lade være med at flytte ind i dens nye tilbygning.

Projektet vil desuden bidrage med viden om, hvordan klitnatur kan dannes igen efter landbrugsmæssig drift af arealer.

KARSTEN ELSKER SINE SOMMERFUGLE

Projektet laves på lodsejer Karsten Hansens jord.

Han har længe været bevidst om, at han har noget særligt fint og bevaringsværdigt på netop sin jord.

For når ensianblåfuglen og dens smukke blomstervært klokkeensian er i et område, så ved man, at her er der fin og næringsfattig natur.


Karsten Hansen elsker naturen i Nationalpark Thy og har selv henvendt sig til Nationalparken for at få dem til at hjælpe den sjældne sommerfugl.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.