Hjoptarp Bæk har stort potentiale for at igen blive til et godt levested til laks, ørred og andre dyr og planter. Derfor genopretter vi det ca. 3,5 kilometer lange vandløb. Genopretningen sker med en donation fra BESTSELLER Foundation.
Hjoptarp Bæk har stort potentiale for at igen blive til et godt levested til laks, ørred og andre dyr og planter. Derfor genopretter vi det ca. 3,5 kilometer lange vandløb. Genopretningen sker med en donation fra BESTSELLER Foundation.
Genopretning af Hjoptarp Bæk kan spille en vigtig rolle for at bevare bestanden af havørred og laks i Skjern Å-systemet.
Genopretningen bidrager samtidigt til bedre levevilkår for en række andre dyr og planter.
Fra kilderne i Tinnet Krat breder Skjern Å sig gennem det vestjyske landskab til udløbet i Ringkøbing Fjord. Mange små bække og vandløb føder Skjern å med vand, og åen fungerer i samspil med de omkringliggende enge og vandløbsnære arealer, hvor et væld af fisk, fugle, dyr og planter har deres naturlige levesteder.
Det sammenhængende system består af 2.500 kilometer vandløb og afvander 2.400 km2.
Skal Skjern å genoprettes som et helt og naturligt vandløbssystem fra udspring til udløb, er det en meget stor opgave, som kræver mange ressourcer, omfattende planlægning og et vedholdende fokus over en længere årrække. Men det er samtidig muligt at iværksætte konkrete initiativer, som genopretter dele af Skjern å systemet nu og her.
Derfor har Naturfonden i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Kommune og Dansk Center for Vildlaks iværksat genopretning af Hjoptarp Bæk.
Bækken munder ud i Skjern Å cirka 500 meter nedstrøms fra Vorgod Å og udspringer direkte fra grundvandskilder.
Det gør vandet i bækken meget rent med klart vand uden okkerforurening. Det er sjældent i området.
Den største udfordring for Hjoptarp Bæk er tre kunstige søer, som blev anlagt i begyndelsen af 1970’erne. De er en betydelig barriere for fiskenes naturlige vandring op og ned gennem vandsystemet.
En undersøgelse viser, at stort set alt fiskeyngel (smolt) forsvinder, når den passerer de kunstige søer. Det skyldes formentlig rovfisk som gedder og muligvis også aborrer, som lever i søerne.
Samtidig er det udrettede, unaturlige forløb opstrøms søerne stærkt påvirket af sandvandring i bækken. Det forringer gydemulighederne for ørreder og andre fisk.
I samarbejde med Ringkjøbing-Skjern Kommune og Dansk Center for Vildlaks etablerer vi egnede gydeområder og genslynger vandløbet, som sikrer, at ørreder kan vandre til gydeområderne.
Projektet omlægger vandløbet vest om tre kunstige søer, så fisk kan passere uden forhindringer både opstrøms og nedstrøms. Vandstanden i søerne bliver bevaret for at sikre deres funktion som levesteder.
Gydegrus og skjulesten bliver lagt ud i det genslyngede vandløb for at forbedre fiskenes gydemuligheder.
Projektet gennemføres i 2025-2027.
Genopretningen vil hjælpe fisk som havørred og laks, og vil samtidig give bedre levevilkår til vandløbsinsekter og andre dyr og planter, der har brug for små, naturlige vandløb.