Blomstrende enge ved Endrup

Endrup Lokalråd arbejder med at naturpleje et stort sammenhængende areal langs Sneum Å med støtte fra Den Danske Naturfond.

Målet er at skabe mulighed for naturpleje af et stort sammenhængende areal langs Sneum Å med støtte fra Den Danske Naturfond.

FORMÅL

Store dele af området var tidligere vokset til i pilekrat og blev ikke afgræsset.

Formålet med projektet er at genskabe den lysåbne natur med ekstensiv afgræsning, der fremmer engens store artsrigdom af blomster, insekter, fugle og andet dyreliv.

GJORT FOR NATUREN

Området er blevet ryddet, og der står kun enkelte udvalgte områder tilbage med træer.

Derefter er der hegnet og opsat enkelte kreaturbroer, hvor der er behov for, at dyrene skal krydse grøfter.

Hele området afgræsses af kreaturer.

I den sydlige del bliver der afgræsset med Dexter og Galloway. Begge racer er gode til at græsse ekstensivt og til at færdes hvor der er forholdsvist vådt, dvs. de egner sig til at græsse i naturen på naturens præmisser. I den nordlige del bliver der græsset med Hereford.Det er tydeligt at pil, som er meget villig til at skyde igen, bliver holdt nede af dyrene.

RESULTATER FOR NATUREN

Ca. 70 % af projektområdet er beskyttede naturtyper, med fine forekomster af bl.a. engblomme, majgøgeurt, hjertegræs, engtroldurt, djævelsbid og mange stararter.

I tidligere tilgroede områder er der allerede efter to år med afgræsning dukket blomster op, som man ikke så, eller som ikke var der – bl.a. trævlekrone og maj-gøgeurt.

Der er set eller hørt 170 arter af fugle i området. De mest markante er trane, vibe, dobbeltbekkasin, nattergal og blåhals.

Ådalen langs Sneum Å træder tydeligt frem, efter at arealet er ryddet. Og når man går op på ”Egebjerg” ca. 500 m nord for Endrup by er der et flot kig ud over landskabet.

I forsommeren 2021 laves der sti i den sydlige del af området tæt på Endrup by, hvor stien kobles på et eksisterende stisystem syd for projektområdet i forbindelse med Endrup Naturpark. Det er planen, at der senere skal etableres en trampesti, som skal gå langs Sneum å.

LOKALRÅD LAVER NATUR OG NYE NATURSTIER

Projektet blev startet op af Naturkonsulent ved SAGRO i samarbejde med Endrup Lokalråd.

Senere er projektet overtaget af Endrup Lokalråd, som står for den sidste del af projektet med etablering af markeret sti, der gør det muligt for egnens beboer og alle andre at nyde den flotte natur i området.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.