Den Danske Naturfond har købt et område af Store Åmose på 25 hektar i det sydøstlige hjørne af Store Åmose i Sorø Kommune. Området får navnet Maglebjerg Mose, og her beskytter Naturfonden fremover naturen i samarbejde med Sorø Kommune. Det betyder mere vild natur med vådområder og genskabt mose. Det giver flere levesteder til sjældne dyr og planter og en håndsrækning til klimaet.
”Nu beskytter vi den fine natur i området, som tidligere ejere har passet på, og vi lader naturen udvikle sig på egne præmisser fremover. Vi vil også undersøge, om vi kan hæve vandstanden i mosen, men uden at det påvirker naboernes arealer. Det vil både give biodiversiteten flere og bedre levesteder og hjælpe klimaet,” siger direktør i Den Danske Naturfond, Flemming Nielsen.
Naturfonden vil lave en plan sammen med Sorø Kommune og naturligvis lytte til lokale interesser og ønsker.
Med Maglebjerg Mose beskytter Naturfonden endnu en del af naturen i Store Åmose. I forvejen har Naturfonden købt naturområdet Ulkestrup Lyng på 100 hektar i Holbæk Kommune knap fire kilometer fra Maglebjerg Mose og fem hektar af Verup Mose, også i Sorø Kommune.
Politisk repræsentant for Sorø Kommune i Naturpark Åmosens bestyrelse, Lars Schmidt, hilser Naturfonden velkommen til Sorø Kommune og samarbejdet omkring Åmosen.
”Naturfondens arealer giver fri adgang til at opleve landskaber og få vilde naturoplevelser i Åmosen. Det har stor betydning for mange af vores borgere og besøgende. Vi ser derfor samarbejdet med Naturfonden, som en oplagt mulighed for at styrke formidlingen af Åmosens unikke historier og biologi.”
Ninna Wiese Pedersen, formand for Klima og Miljøudvalget i Sorø Kommune, er ligeledes glad for Naturfondens køb af de 25 ha lavbundsarealer.
”Hver hektar tørveholdig lavbundsjord, man ophører med at dyrke og dræne, tæller på klimaregnskabet, da jordene så igen kan lagre CO2. Naturfondens forvaltning af det 25 hektar store naturområde i Store Åmose er således et vigtigt bidrag til klimaindsatsen i Sorø. Samtidig vil samarbejdet mellem Sorø Kommune og Naturfonden bidrage til, at vi kan løfte naturværdierne i området og dermed sikre mere og bedre natur i Åmosen, hvilket er godt for vores biodiversitet,” fortæller Ninna Wiese Pedersen.
Åmosen spreder sig over 3000 hektar på tværs af de tre kommuner Sorø, Kalundborg og Holbæk, og det er et oplagt sted at genskabe mere sammenhængende natur, siger Flemming Nielsen.
”Naturfondens formål er at give den vilde natur mere plads for at hjælpe den trængte biodiversitet, sikre renere vand og gavne klimaet. Det ville være fantastisk for naturen og os alle, hvis vi med tiden kunne skabe endnu mere natur og levesteder i Store Åmose sammen med private lodsejere og kommuner,” siger Flemming Nielsen.
Maglebjerg Mose er blandt andet sikret med donationer fra Naturfondens Naturbeskyttere og private virksomheder.
Naturfonden og Sorø Kommune genopretter naturen i Maglebjerg Mose sammen og laver i første omgang en natur- og friluftsplan for området. Målet er, at engene bliver vildere med bedre vilkår til et væld af blomstrende eng-planter, orkidéer og insekter. Krat kan udvikle sig frit til gavn for fugle og andre dyr.
Maglebjerg Mose er såkaldt lavbundsjord og det skal undersøges, om mosen kan genoprettes ved at gendanne noget af den naturlige vandstand, der var engang. Det gavner klimaet, når mose genoprettes på tidligere dyrket tørvejord. Vandet lægger låg på det CO2-udslip, som ellers siver konstant fra området.
Vi sikrer en naturlig, levende mose med krat, åbne vandflader og åbne enge, der kan gavne mange forskellige arter som den kæmpestore havørn, Nordeuropas højeste fugl, trane, den smukke rød glente og den sjældne engfugl engsnarre. Her kommer også mere vand til fredede dyr som odder, stor vandsalamander, spidssnudet frø og snog. Den truede plante, kær-fnokurt, gror i området, og den spreder sig forhåbentlig efter genopretningen.
Åmosen udgør med sine omkring 3000 hektar svarende til ca. 5500 store fodboldbaner et af Sjællands største muligheder for at skabe et stort sammenhængende naturområde til gavn for biodiversitet og klima.
Naturfondens vision er at give naturen på Sjælland et stort område i Store Åmose på længere sigt i samarbejde med de tre kommuner, Sorø, Holbæk og Kalundborg, Naturpark Åmosen, Slots- og Kulturstyrelsen og Miljøministeriet.