Det betaler sig at sørge for nye levesteder til naturen, når dyr er i fare for at forsvinde. Det viser et projekt, hvor truede tudser og sjældne firben var ved at forsvinde, fordi deres levesteder forsvandt. Men nu har de fået nye søer og steder at lægge æg. Tudserne har ynglet i halvdelen af de nye søer.
Truede tudser og sjældne firben har nu fået meget bedre chancer for at overleve.
Dermed er målet nået i naturplejeprojektet Biodiversitetssøer i Biosfære Møn, som Den Danske Naturfond har støttet, og som Amphi Consult v. Peer Ravn og Vordingborg Kommune har gennemført.
Målet for projektet har været at skabe livskraftige bestande af de truede padder, grønbroget tudse og strandtudse, samt af det sjældne markfirben. Alle tre arter har det skidt i Danmark, fordi de mister levesteder.
Men efter tre års genopretning af naturen har tudserne fået 55 nye paddesøer for at redde de sårbare og truede bestande af den truede grønbroget tudse på Farø, Bogø og Vest-Møn.
”Den grønbrogede tudse har taget imod hjælpen med kyshånd og er begyndt at yngle i flere end halvdelen af de nye paddesøer. Så lige nu kan man igen høre tudsernes smukke, trillende kvækken på Farø, Bogø og Møn. Det er især glædeligt, at det er gået så overmåde godt på Farø og Bogø, for her var tudsen lige ved at uddø,” siger Peer Ravn, som er biolog og direktør i Amphi Consult.