Stort natur-puslespil
lægger de første brikker

Formålet er at binde opdelte naturområder sammen. Det skal forbedre levesteder for truede og sjældne dyr og planter, som ellers har svært ved at overleve i små isolerede bestande og sprede sig fra område til område.

De nyopkøbte arealer på ‘Marens Bakke’ supplerer andre arealer, der for nylig er opkøbt af 15. Juni Fonden og Nationalpark Thy.

”Vi skal sørge for flere og bedre levesteder til dyr og planter, og naturen skal hænge bedre sammen. Det er glædeligt, at det nu lykkes her i Thy sammen med vores naboer Nationalpark Thy, Naturstyrelsen og 15. Juni Fonden,” siger Naturfondens direktør, Flemming Nielsen og fortsætter:

”Det er godt og vigtigt, at vi får taget hul på naturalliancens vision om at skabe Danmarks største sammenhængende naturområde i Thy og Han Herred. Vi skal vise handling og konkrete resultater. Kun på den måde kan vi være en stærk alliance, som formår at løfte opgaven i fællesskab. Forhåbentlig kan vi sikre endnu mere sammenhængende natur i den nærmeste fremtid,” siger Flemming Nielsen.

Naturfondens areal, Marens Bakke, er det lyse område med primært marker mellem Naturstyrelsens områder. Foto: Nationalpark Thy

Naturen i ‘Marens Bakke’ genoprettes sammen med Nationalpark Thy. Formand Karen Louise Erichsen siger:

”Vi er meget glade for, at Den Danske Naturfond har købt arealet ved Marens Bakke, der er en vigtig brik i Naturalliancens bestræbelser for at skabe sammenhæng og naturlige vandbalancer i Thys natur. I Nationalpark Thy glæder vi os til at indgå i udviklingen af områdets naturværdier,” siger Karen Louise Erichsen.

Områdets ”panda” er den truede sommerfugl, ensianblåfugl. Den har mistet mange levesteder, men lever i et lille antal lige vest for projektområdet. Med den genoprettede natur i Marens Bakke kommer netop flere af de levesteder og den sammenhæng mellem arealer, der gør, at sommerfuglen igen kan sprede sig til flere steder. Foto: Pia Odgaard

Whisky-producent sælger marker for at hjælpe naturen

Naturfonden har købt arealerne ved Marens Bakke af Gyrup Gård, hvor familien bag driver et økologisk landbrug og producerer Thy Whisky. De første flasker whisky blev endda lavet af maltbyg dyrket på netop de arealer, som nu bliver til natur.

Marie Stjernholm, medejer af Gyrup Gård og Thy Whisky er glad for, at Marens Bakke nu bliver til natur.

”Området har jo et kæmpe potentiale for god natur, så det giver så meget mere mening, at Naturfonden nu ejer området, og vi dyrker korn til vores whisky på andre arealer, der er mere velegnet til landbrug. Jeg kender jo området rigtig godt, fordi vores kreaturer har græsset der i mange år, og jeg glæder mig til at følge, hvad der sker, når Naturfonden får udfoldet sine naturplaner. Tænk engang, hvis for eksempel ensianblåfugl ville flytte ind her. Så ville jeg virkelig føle, at noget er lykkedes for naturen,” siger Marie Stjernholm.

‘Marens Bakke’ er købt med blandt andet økonomisk støtte fra Thy-virksomheden ELSK, som sælger tøj, og donerer 1 pct af virksomhedens omsætning til grønne initiativer og projekter. Direktør Lars Riis, siger:

“Vi er vokset op med vinden i håret og sand mellem tæerne her i Thy, og netop derfor betyder det noget for os at give tilbage til den natur, vi selv har fået så meget fra. At støtte opkøbet af Marens Bakke er ikke bare en donation, det er en del af vores identitet. Vi tror på, at virksomheder har en rolle at spille, ikke bare i økonomien, men i samfundet og i landskabet. Og når man får mulighed for at være med til at lægge en brik i et af Danmarks vigtigste naturpuslespil, så gør man det. Vi håber, at flere virksomheder vil gå med og bruge sine ressourcer til at gøre en vigtig forskel.”

Naturfondens arealer ved Marens Bakke lukker et natur-hul og giver naturen nye muligheder sammen med nabo-arealer hos Nationalpark Thy og Naturstyrelsen.

Det gør vi for naturen

Det meste af Marens Bakke har været dyrket, men her er også mose, hede, eng og sø. Det kommer der nu mere af, når naturen genoprettes.

Alle former for landbrugsproduktion, dyrkning, sprøjtning og gødskning ophører, og de gamle drænrør i jorden bliver afbrudt, så områdets naturlige vandstand etablerer sig igen. Det betyder flere småsøer, vandhuller og moser.

Her bliver en vigtig mosaik af forskellige slags natur som klitlavninger, grå klit, klithede, sø og sandflader. Det bliver attraktive levesteder for mange vilde dyr og planter.

Genopretningen skaber samtidig en ny sammenhæng med nationalparkens og Naturstyrelsens naturarealer, der støder op til.

Naturgenopretningen kan samtidig hjælpe naboen, Naturstyrelsen, med at gøre deres Stenbjerg Plantage vådere. Naturlig hydrologi og højere vandstand i ‘Marens Bakke’ betyder nemlig også højere vandstand i plantagen, som i øvrigt er udlagt til urørt skov.

Det overordnede mål er at skabe større sammenhæng fra Ålvand Klithede ned til klithederne mellem Stenbjerg og Lodbjerg. Det betyder, at flere arealer skal opkøbes og konverteres til natur i fremtiden.

Disse arter får flere levesteder

Genoprettet natur og sammenhæng mellem flere natur-arealer giver helt nye og gode muligheder for et væld af forskellige arter.

Projektets ”panda” er den truede sommerfugl, ensianblåfugl. Den har mistet mange levesteder, men lever i et lille antal lige vest for projektområdet.

Med den genoprettede natur i ‘Marens Bakke’ kommer netop flere af de levesteder og den sammenhæng mellem arealer, der gør, at sommerfuglen igen kan sprede sig til flere steder.

Andre dyr og planter, der kan flytte ind i Marens Bakke, er klokke-ensian, tormentil, alle tre arter af den kødædende plante soldug, det vil sige liden, langbladet og rundbladet soldug, benbræk, tranebær, sommerfugle som spættet bredpande, damflagermus, fuglene trane og tinksmed, padder som stor vandsalamander, strandtudse og spidssnudet frø.

Spættet bredpande kan se frem til flere steder at leve. Foto: Pia Odgaard

En ny natur-alliance

8 offentlige og private parter har aftalt at arbejde sammen for at skabe Danmarks største naturområde i et område på 150.000 ha i Thy og Han Herred. Naturprojektet ved Marens Bakker er en del af alliancen. Parterne er:

Jammerbugt Kommune, Thisted Kommune, 15. Juni Fonden, Aage V. Jensen Naturfond, Den Danske Naturfond, Klimaskovfonden, Nationalpark Thy og Naturstyrelsen. Læs mere

Grønnestrands store vidder og flotte landskaber er skønne at nyde til fods. Foto: Jesper Edvardsen

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.