Denne nuttede flue med motorbriller er den sjældne mose-myresvirreflue.
Den fandt Naturfondens biolog, Frederik Møller, da han gik rundt i området for at se på genopretningen af de naturlige kildevæld.
Fluen er set syv steder i landet på 24 år.
Frederik fandt den i en lille del af områdets 161 ha med god natur, et lille område med mosaik-kær, hvor fattigkær og rigkær er blandet sammen. Det var også her en ny bille-art blev fundet.
Mose-myresvirrefluen har brug for natur af meget høj kvalitet med naturligt vand. Der skal leve de rigtige myre-arter, da larven lever som skraldemand i myrebo.
Naturlige moser med mange slags vilde dyr og planter og naturlige myresamfund er blevet meget sjældne.
• Naturområdet ligger ved Rold Skov og Store Blåkilde, er på 161 ha og beskyttes og genoprettes af Naturfonden i samarbejde med Mariagerfjord Kommune.
• Fluen er fundet i en lille del af området med noget af den sidste velbevarede natur.
• Naturfonden og Mariagerfjord Kommune er i fuld gang med at forbedre naturen i Naturfondens område. Det sker ved at slippe vandet frit i området, genoprette en række af de naturlige kildevæld, omlægge marker til natur og sikre en god naturpleje.
• Dyrkning af landbrugsarealer er stoppet, og det sparer naturen og vandmiljøet for næringsstoffer og pesticider.
• Projektet i Naturfondens naturområde har et budget på ca. 20 mio. kr.