Det sker ikke tit, at man finder nye arter i Danmark. Men det skete, da 28 eksperter tog det skarpe syn med i Bøtøskoven for indenfor 24 timer at finde så mange dyre- og plantearter som muligt. Fundet viser, at vi kan få naturen tilbage, hvor den ellers før var forsvundet.
En ny billeart for Danmark. Mindre kan ikke gøre det.
Det var et af resultaterne da Den Danske Naturfond og Guldborgsund Kommune afholdt et Bioblitz i Bøtøskoven den 13-14. juni 2020.
”Vi kan ikke få armene ned af bar begejstring. Det er bare så fantastisk, at vi kan være med til at finde nye arter for landet.”, siger projektleder Anita Pedersen, Guldborgsund Kommune.
Hos Den Danske Naturfond, som ejer Bøtøskoven, er begejstringen lige så stor.
”Det er helt vildt, at vi nu har fundet en ny art for Danmark i Bøtøskoven. For nogle få år siden var det en mørk nåletræsplantage, som vi nu har forvandlet til en lysåben græsningsskov og levested for sjældne arter. Det betaler sig at give den vilde natur mere plads,” siger Flemming Nielsen, direktør i Den Danske Naturfond.