Nordjylland får et af Danmarks største naturprojekter

Hammer Bakker ved Aalborg vil i de kommende år gennemgå en omfattende naturgenopretning. Et stort projekt vil skabe 1.000 ha natur med et samlet budget på ca. 100 millioner kroner. Hammer Bakker ved Aalborg vil i de kommende år gennemgå en omfattende naturgenopretning. Et stort projekt vil skabe 1.000 ha natur med et samlet budget på ca. 100 millioner kroner. Bag projektet står Den Danske Naturfond, A. P. Møller Fonden, Aalborg Kommune, Miljø- og Fødevareministeriet og Dansk Botanisk Forening.

Formålet med det store naturprojekt er at opkøbe og samle flere ejendomme og omdanne de nuværende mørke nåletræsplantager til en sammenhængende mosaik af lyse løvskove og tidligere tiders heder, overdrev og græsningslandskaber. Projektet skal forbedre levesteder for sjældne dyr og planter i den danske natur, og samtidig skabe storslåede naturoplevelser for besøgende.

Plads til storslået, dansk natur

Projektet har opstart den 1. juli, og i løbet af de næste par år vil de første 715 ha natur blive udviklet. Det er målet, at de sidste ca. 300 ha kan følge herefter. Det glæder formanden for Den Danske Naturfond, Lauritz B. Holm-Nielsen:

”Hammer Bakker var en ø i Stenalderhavet, hvor naturen i dag er presset tilbage af moderne skovdrift og tilplantning af de gamle græsningslandskaber. Med dette enestående naturgenopretningsprojekt skal der igen skabes plads til stor, dansk natur.”

Hammer Bakker har ikke alene potentiale til at blive et meget værdifuldt naturområde. Området kan også blive et unikt område for naturoplevelser og formidling af den nordjyske natur- og kulturhistorie.

”Hammer Bakker er allerede i dag et populært udflugtsmål for friluftsmennesker, motionister og beboere i de nærliggende byer. Men faciliteterne for de besøgende og formidling af naturen, landskabet og kulturhistorien kan gøres meget bedre”, siger borgmester i Aalborg Kommune Thomas Kastrup-Larsen.

Hammer Bakker skal åbnes mere op for offentlig adgang, og der skal investeres i langt bedre faciliteter for besøgende.

Stærkt offentlig-privat samarbejde

Det store projekt i Hammer Bakker er en realitet, fordi mange parter har været enige om at samarbejde, både private fonde, myndigheder og en grøn forening. Regeringen og Dansk Folkeparti har støttet projektet med ca. 12 mio. kr., og miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen siger:

”Jeg elsker natur, og jeg er glad for, at en af mine første gerninger som minister er at kunne støtte et fantastisk projekt som Hammer Bakker. Danmark har brug for steder, hvor naturen kan udfolde sig. Det bliver der alle muligheder for i de spektakulære Hammer Bakker, hvor jeg selv er kommet i min barndom. Jeg glæder mig over, at der også er private fonde og foreninger, der gør deres for at støtte naturen”.

Den konservative miljøordfører Mette Abildgaard siger:

”Projektet i Hammer Bakker skal bidrage til at sikre bedre vilkår for de danske overdrev, hvilket forventes at blive ét af de naturmål, som regeringen er ved at udforme”.

I 2013 var det 100 år siden Dansk Botanisk Forening modtog sin ejendom i Hammer Bakker som gave, og i den anledning fik foreningen lavet en 100 års-plan for naturforvaltningen:

“Vi har siden konverteret nåletræsplantage til græsland, lader løvskovene være urørte og på sigt vil vi også en vildere og naturligere græsning. Det samlede projekt, som Den Danske Naturfond præsenterer i dag, flugter hundrede procent med vores mål, og vi har fuld tiltro til, at det kun kan blive et storslået naturprojekt,” siger biolog Rasmus Fuglsang Frederiksen fra Dansk Botanisk Forening.

Som en del af den samlede aftale om naturgenopretningsprojektet, er der indgået aftale om overdragelse af ca. 450 ha skov fra Det Danske Hedeselskab til Den Danske Naturfond.

I Hedeselskabet er vi glade for, at parterne bag projektet kan se de store natur- og kulturværdier, der findes i skovene i Hammer Bakker, og at vi med dette salg, kan medvirke til en realisering af det samlede projekt. Med Den Danske Naturfond, får skovene den helt rette ejer, til fortsat at kunne sikre en sammenhængende udvikling af naturen i hele området” siger skovrider Allan Bechsgaard fra Hedeselskabet.

 

Pressekontakter

Direktør Flemming Nielsen, Den Danske Naturfond, 24 66 1362, fn@naturfonden.dk

Direktør Henrik Tvarnø, A. P. Møller Fonden, 33 63 34 00, Henrik.Tvarno@maersk.com

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen, Aalborg Kommune, 99 31 15 00, tkl-byraad@aalborg.dk

Miljø – og Fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen: Pressechef Mette Thorn, 25 61 71 70

Biolog Rasmus Fuglsang Frederiksen, Dansk Botanisk Forening, 51 43 65 63

Skovrider Allan Bechsgaard, Det Danske Hedeselskab, 24 23 98 94, alb@hedeselskabet.dk

Fotos, video og kort over projektområdet

Billeder og dronevideo af samt kort over projektetområdet i Hammer Bakker kan her downloades og frit benyttes af pressen i forbindelse med omtale af projektet.

Fakta om naturprojekt Hammer Bakker

Baggrund

Hammer Bakker er på i alt ca. 2.000 hektar, og ligger ca. 10 km nordøst for Aalborg og Nørresundby. Bakkerne kan ses langvejs fra som en ø i det flade limfjordslandskab. Selve området er kuperet med mange højdedrag, bakker og stejle skrænter. I dag er meget af området bevokset med tætte nåletræsplantager, men her findes også rester af tidligere tiders naturlige løvskove, hede og overdrev.

Hammer Bakker er levested for en række sjældne arter. Det gælder bl.a. sommerfugle som brun pletvinge, forskellige arter af perlemorsommerfugl, violetrandet ildfugl og engblåfugl.
Området rummer mange fortidsminder og kulturspor – bl.a. gravhøje, gamle hulveje, rester af Kongevejene og tingsted. Hærvejen går tværs gennem området. Området er et kendt udflugtsmål i Nordjylland.

Naturprojektet

Det er målet at udvikle 1.000 ha natur i særklasse. Projektet skal have væsentlig værdi for landskab, natur og sjældne dyr og planter. Det er samtidig målet at udvikle et område med stor rekreativ og formidlingsmæssig værdi.

Naturgenopretningen sker i hovedtræk ved gradvist at afvikle nåletræsplantage, udlæg af urørt skov samt etablering af tidligere tiders lysåbne arealer med hede og overdrev, der plejes med græssende dyr. Med projektet skal området gøres mere tilgængeligt og udbygges med flere vandrestier, bedre cykelruter, lejrpladser og formidling mv.

Projektarealerne er fra starten på 715 ha, og har et budget på ca. 75 mio. kr. Det er planen at opkøbe yderligere arealer i området, når muligheden opstår de kommende år. Projektets samlede økonomi er derfor fastlagt til ca. 100 mio. kr.

Arealer der indgår i projektet fra starten:

  • Den Danske Naturfond: 450 ha (købt af Det Danske Hedeselskab / overtages den 1. juli 2018)
  • Aalborg Kommune: 185 ha
  • Dansk Botanisk Forening: 80 ha

Partnere

Den Danske Naturfond: Ejer af arealer / projektudvikling / 25 mio. kr.
A. P. Møller Fonden: Medfinansiering op til 25 mio. kr.
Aalborg Kommune: Ejer af arealer / projektudvikling / arealdrift og tilsyn
Dansk Botanisk Forening: Ejer af arealer / projektudvikling / arealdrift
Miljø- og Fødevareministeriet: Medfinansiering på ca. 12 mio. kr.

Til udvikling af områdets infrastruktur, publikumsfaciliteter og formidling afsøges mulighederne for yderligere medfinansiering fra private fonde m.fl.

Perspektiver

Projektet vil være et af de mest markante naturprojekter, der er gennemført. Projektet vurderes med tiden at have potentiale til at kunne sidestilles med områder som Jægersborg Dyrehave og Rebild Bakker – både i forhold til størrelse, naturindhold og rekreativ værdi.

Aalborg Kommune vurderer, at Hammer Bakker har samme rekreative potentiale, som f.eks. de kommunale skove ved Aarhus og Vejle eller Gudenåengene ved Randers.

Offentligt møde den 6. juni 2018

Der vil blive afholdt et offentligt møde om naturgenopretningsprojektet i Hammer Bakker, hvor naboer, foreninger og alle andre interesserede er velkomne.
Mødet afholdes den 6. juni (kl. 19-21) i Vodskov Hallen. Mødet vil også blive annonceret i lokale aviser og medier i Aalborg-området.

Presseomtale

TV Avisen 18:30: Naturen skal tilbage til start

DR2 Dagen: Interviews med direktør Flemming Nielsen (Hammer Bakker) og chefkonsulent Mads Jakobsen (i studiet)

dr.dk: Nu skal nåletræerne skiftes ud: Naturområde i Nordjylland skal genoprettes for 100 millioner kroner

Radioavisen 24. maj kl. 12:00: Interview med direktør Flemming Nielsen

P4 Nordjylland: Interview med direktør Flemming Nielsen i morgenfladen den 24. maj

DR Ligetil: Naturområde i Nordjylland skal genoprettes for 100 millioner kroner

Politiken: Den Danske Naturfond vil skabe naturperle i Nordjylland

Politiken (papiravis) 25. maj: Den Danske Naturfond vil skabe jysk naturperle

TV2 Nord: 100 millioner kroner til Hammer Bakker: Nordjylland får et af Danmarks største naturprojekter 

Nordjyske: Kæmpe naturprojekt i Nordjylland: 100 mio. kroner skal genoprette Hammer Bakker

Nordjyske (papiravis) 25. maj: Slut med mørk nåleskov

Danske Kommuner: 100 millioner til genopretning af naturområde

Organic Today: Nordjylland får et af Danmarks største naturprojekter

Vodskov Avis: Naturgenopretning i Hammer Bakker for 100 millioner

Organisationer

DOF Nord: Nordjyske ornitologer begejstrede ved udsigten til nyt naturområde

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.