Flere end 1.000 mennesker i Danmark, Sverige, Norge, ja, selv i USA, har doneret mere end 200.000 kroner for at ære Danmarks mest kendte heks, Dannie Druehyld, som døde for nylig. De mange penge trylles nu om til mere vild natur i Nordjylland. Her får heksen plads i sin elskede natur i et område med rislende kildevæld.
De mange penge er samlet ind på få dage og overgår alle forventninger.
Pengene bliver omsat til mere af den natur, som Dannie Druehyld elskede højt og bekymrede sig for, i Naturfondens naturområde Engene ved Villestrup Å lige op til Rold Skov. Engene er på i alt 75 hektar, som Den Danske Naturfond netop har købt efter længere tids dialog med flere lokale lodsejere.
Tina Syssel Weiss fra Terndrup har startet indsamlingen, som egentlig først var til en krans til Dannie Druehyld.
”Os der har mødt og kendt Dannie ved også, hvor meget hun nød at plukke urter i engene rundt omkring i oplandet (til Rold Skov. red). Ganske vist var den oprindelige tanke at finde et lille stykke skov. Men netop fordi vi gerne ville sikre naturgenopretning og samtidig ære Dannie og hendes familie, kunne der ikke findes en bedre mulighed end denne. Det er så fantastisk, at dette er lykkedes,” skriver Tina Syssel Weiss blandt andet på Facebook-gruppen Vild natur til Dannie Druehyld.
Indsamlingen er forlænget til 23. maj. Man kan donere på MobilePay 838396. Al støtte går til mere natur.
”Vi er glade for, at denne store donation til at ære Dannie Druehyld kan gå til mere natur i Engene ved Villestrup Å. Vi vil nu sammen med de, som stod Dannie nær, i god ro og mag finde ud af, hvordan vi bedst muligt kan få en god markering af Dannies minde,” siger direktør i Naturfonden, Flemming Nielsen.
Engene ved Villestrup Å rummer flere naturlige kildevæld, men området bærer samtidig præg af mange års landbrugsdrift. Naturfonden vil genoprette naturen i området, som bl.a. betyder at alle kildevæld skal flyde naturligt igen. Allerede til efteråret forventes de første kilder at blive forbedret.