Beboere i Vejle får vildere natur lige uden for havelågen.
Beboere i Vejle får vildere natur lige uden for havelågen.
25 ha mark og skov bliver til bedre levesteder for biodiversiteten i bydelen Tirsbæk Bakker i Vejle. Samtidig kommer der nye vandrestier til beboerne. Bag bynatur-projektet står beboere i Tirsbæk Bakker, godsejeren på Tirsbæk Gods, Verdens Skove og Vejle Kommune med støtte fra Naturfonden.
Den rige natur ved bydelen Tirsbæk Bakker tæt på Vejle skal sikres og udvikles for at øge biodiversiteten og for at give beboere og andre besøgende bedre forståelse af vild natur i Danmark.
Tidligere var området konventionelt landbrug og skovbrug med enkelte små områder, hvor naturen har rådet.
Den intensive skovdrift har begrænset biodiversiteten voldsomt. Skoven er klassisk produktionsskov med ensartet bøgeskov og små træer. Her er store træer fældet, og døde træstammer og grene i skovbunden findes ikke.
De vilde orkidéer maj-gøgeurt og skov-hullæbe er næsten udryddet i området.
Det samme gælder andre planter som blandt andre djævelsbid og mark-tusindgylden.
Markerne har været dyrket med hvede med stort set ingen vilde dyr og planter. Her har også været dyrket juletræer, hvor biodiversiteten ikke trives.
Dyrkningsret på godt 11 hektar landbrugsjord opkøbes for at kunne bringe naturen tilbage. Her skal der i stedet vokse et artsrigt overdrev frem med en varig, mangfoldig natur i det kuperede landskab.
Dertil skal en hektar plantage med sitkagran fjernes. Her skal naturen selv udvikle sig til den ellesump, som det var tidligere.
Samtidig omlægges omkring ni hektar konventionelt drevet bøgeskov til urørt skov.
Vilde heste skal græsse overalt, så de frø, der ligger i jorden allerede, igen kan spire og blomstre til glæde for mange flere insekter, fugle og andre dyr.
I alt sikrer det mere natur med øget biodiversitet på cirka 21 hektar i Tirsbæk Bakker.
Mennesker og natur bringes tættere sammen ved at udvikle adgangen til naturen via stisystemer.
Her kommer kortborde med vandreruter, og naturformidling fortæller om dyre- og plantelivet i den nye, naturlige bydel.
Naturen udvikler sig forhåbentlig så godt, at op mod 50 procent flere arter kan leve i området inden for de næste 10 år.
Allerede nu ses en meget positiv udvikling i områder, hvor heste allerede græsser.
Her er der kommet dobbelt så mange maj-gøgeurt, og der er fundet sjældne svampe, blandt andre grøngul vokshat.
Udviklingen dokumenteres ved registrering af arter i området af Verdens Skove og Vejle Kommune.
Gavner mennesker
Forhåbentlig får folk i byen større forståelse for naturen. Her kommer eks. bio-blitz, så lokale kan få nærmere kendskab til den bynære natur. Her laves fugleture og guidede naturvandringer.
Udover mere og bedre natur øges også den mentale trivsel, fordi flere kan komme tæt på naturen. Den 12 kilometer lange Grøn Ringsti er en af mange nye ruter i området.
Bydelen Tirsbæk Bakker med op mod 1000 boliger har afsat arealer til natur og indledt et samarbejde med godsejeren på Tirsbæk Gods, biologer i Vejle Kommune og Verdens Skove.
Tirsbæk Gods og Tirsbæk Bakker lægger jord til det 21 ha store naturområde. Vejle Kommune sørger for den biologiske rådgivning samt praktiske driftsopgaver med hegn og græssende dyr. Verdens Skove ejer hestene, som græsser på arealerne, og står for den daglige drift og opsyn med hestene.
”Vi skaber natur og øget biodiversitet indenfor byskiltet, og det er med til at øge bevidstheden for og nødvendigheden af en bedre natur til os alle. Samtidigt øges de rekreative værdier i området til glæde for beboere og gæster til Tirsbæk Bakker,” siger folkene bag natur- projektet.
”Det er helt unikt med den meget bynære natur, der ligger lige op til byfolkets boliger i Tirsbæk Bakker. Her er der fredede og sjældne arter lige ude på den anden side af havelågen. Naturen kan fint trives indenfor byskiltet og være med til at skabe meget attraktive boligområder, hvor både menneskers trivsel og arters overlevelse udvikles side om side.”