Familier hjælper truet strandtudse med nye vandhuller ved Refsvindinge på Fyn

Den truede strandtudses ynglevandhuller er forsvundet i takt med, at dræn og intensivt landbrug har gjort sit indtog i Danmark. Men ved Refsvindinge på Fyn hjælper familier, børn og unge tudsen med nye vandhuller.

Den truede strandtudses ynglevandhuller er forsvundet i takt med, at dræn og intensivt landbrug har gjort sit indtog i Danmark. Men ved Refsvindinge på Fyn hjælper familier, børn og unge tudsen med nye vandhuller. Projektet realiseres med støtte fra Naturfonden.

FORMÅL

Lokale lodsejere på Fyn hjælper den truede strandtudse med nye levesteder ved Refsvindinge. Lodsejerne får gravet nye vandhuller, hvor tudsen kan trives fremover. Det gavner også mange andre dyr, for eksempel stor vandsalamander. Mange familier, børn og unge er engagerede i at hjælpe strandtudsen.

Projektet startede i 2017 med økonomisk støtte fra Naturfonden, og siden da er 24 vandhuller blevet gravet i området. Dette arbejde fortsætter nu med endnu flere vandhuller samt sikring af spredningskorridorer til tudserne mellem vandhullerne.

Trusler mod naturen, projektet skal rette op på

Strandtudsens ynglevandhuller er forsvundet, i takt med at dræn og intensivt landbrug har gjort sit indtog i Danmark.

I tidligere tider græssede kvæget på strandengene og sørgede for, at siv og græs blev holdt nede, og engene stod oversvømmede i foråret med lav varmt og rent vand.

Denne naturtype er en sjældenhed i Danmark, og strandtudserne har flere stedet måttet tage til takke med menneskeskabte grusgrave som alternative levesteder.

Ved Refsvindinge har der engang været grusgrave, og det er formentlig herfra, den lille bestand har overlevet.

Strandtudsen stiller specifikke krav til sit ynglevandhul: Vandet skal være fri for fisk og rovdyr, og det undgås ved, at vandhullet tørrer ud i løbet af sommeren, gerne hvert år.

DET SKAL GØRES FOR NATUREN

Projektet er unikt, fordi det består af små jordlodder, hvor den enkelte lodsejer giver lov til at grave et vandhul.

Desuden etableres korridorer mellem vandhullerne, så tudserne får god mulighed for at vandre mellem vandhullerne.

Lysten til at hjælpe smitter. Flere lodsejere vil gerne være med i projektet, når de hører, at naboen har fået gravet et vandhul. Strandtudsen er flagskibsart og unge, familier og børn hjælper og samler folk i et fællesskab, hvor man hjælper naturen og højner biodiversiteten.

I København ZOOs avlscenter etableres der yngleanlæg, der tilstræbes at ligne strandtudsernes ynglehabitat så godt som muligt. Kønsmodne strandtudser i ZOO lægger æg i yngleanlæggene. Æggene klækker i de store tanke og herefter sættes haletudserne ud i vandhullerne ved Refsvindinge.  Lodsejerne deltager i genudsætningen og kan senere på sæsonen observere haletudserne udvikle sig til små tudser, som går på land.

RESULTATER FOR NATUREN

Vådområder genskabes i landskabet, hvor vandhuller er gravet og plejet ved bl.a. afgræsning med kvæg og får.

Strandtudsens udbredelse kan øges med årene takket være enkeltpersoner, der fortsat afgiver noget af deres jord til gavn for en truet art.

Forudsætningen for for, at bestanden på længere sigt kan trives af sig selv genskabes. Det gøres gennem en nøje planlagt naturpleje i og omkring vandhullerne samt ved at lave korridorer mellem vandhuller.

Mange andre arter vil trives i de nye vandhuller. Blandt andet ses der allerede stor vandsalamander i mange af de nye vandhuller.

Nye områder er taget i brug. Landbrugsjord, der er ugunstigt for strandtudsen, er omlagt til natur-/vådområdet. Dette vil højne biodiversiteten markant.

Vision: Sammenhængende yngleområder til strandtudsen og andre arter er etableret. Strandtudsebestanden trives og er sund og selvopretholdende, så supplerende opdræt og udsætning ikke længere er nødvendigt.

OLE FIK IDEEN - BØRN OG UNGE HJÆLPER TUDSERNE

Strandtudsen var med stor sandsynlighed uddød i området uden Ole Nicolajsen, en lokal skolelærer bosat ved det sidst kendte ynglevandhul i Refsvindinge. Han har været paddernes ambassadør i området, siden han i 2008 fandt en ægstreng i et vandhul, der var tæt på udtørring.

Ole kontaktede Amphi Consult, som henvendte sig til København Zoo og bad om hjælp.

Den ægstreng dannede grundlag for opstart af projektet ved Refsvindinge, som er et samarbejde mellem Zoologisk Have København (ZOO), Nyborg kommune og Refsvindinge Natur-Kulturcenter (RNK).

RNK drives af lokale ildsjæle, hvorfra lodsejerkontakt og aftale omkring nye vandhuller udgår. Naturcenteret fungerer som undervisningssted for unge med såkaldt særlige behov. De unge lærer om naturen og pasning af centrets krybdyr, insekter og strandtudser.

Lise Fenger er daglig leder og hendes mand Willy samt naturvejleder Hannah indgår i det faste personale.

Det særlige ved Refsvindinge-projektet er de mange ”ben”, som det indeholder.

Lokal forankring med mange private lodsejere, ungeprojektet i samarbejde med Nyborg Kommune, naturpatruljen, udsætninger af tudseyngle fra ZOO samt en forskningsstation, der giver studerende mulighed for at bruge projektet og området til deres studieopgaver.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.