Nye stenrev anlægges ved Drejø for at genoprette havets natur. Projektet udføres af sekretariatet bag Geopark Det Sydfynske Øhav på vegne af fire sydfynske kommuner og med støtte fra Havnaturfonden og Den Danske Naturfond.

Tre huledannende stenrev genetableres vest for Drejø i Det Sydfynske Øhav.
Formålet er marin naturgenopretning med fokus på mosaiknatur og økosystemtjenester på tværs af stenrevet og sunde, nærtliggende ålegræsenge og på sigt genetablering af robuste fødekæder.

14-15.000 tons sprængsten lægges i havet på Mads Jensens Grund vest for Drejø. Det er historisk kendt som en af Øhavets bedste fiskepladser mht. torsk og fladfisk.
Projektet understøttes af Geoparkens mange øvrige initiativer, og inkluderer en lang række væsentlige, konkrete bidrag fra lokale og frivillige foreninger.

Det gavner en lang række pressede fiskearter som den kritisk truede ål, samt torsk, stenbider og en lang række andre arter at genetablere stenrev.
Revstrukturer er en af de vigtigste typer levesteder for mange fisk i de danske farvande.

Det er et af flere havnatur-projekter, Naturfonden og Havnaturfonden under Miljø- og Ligestillingsministeriet støtter sammen. Samarbejdet betyder flere stenrev, flere ålegræsbede og større rev lavet af havdyr og skaller langs de danske kyster til gavn for den trængte biodiversitet som fisk og planter.
Alle havprojekterne giver flere levesteder til havdyr og -planter i kystområder, hvor der er ilt nok til fisk og planter.