Lystfiskere vil skabe
Himmerlands fineste vandløb

Alle skal kunne fiske og nyde genoprettet natur i Binderup Ådal sydvest for Aalborg. Derfor skal de naturfattige enge ved Binderup Å genoprettes til gavn for biodiversitet og mennesker.

I flere år var det umuligt at genoprette naturen ved Binderup Å. Men nu vil lystfiskere give den truede natur flere levesteder. Alle kan besøge området fra ny trampesti, shelter og en handicapvenlig fiskeplads. Natur-genopretningen realiseres med støtte fra Naturfonden.

FORMÅL

Projektet ”Kalkstrømmens Rige” skal skabe rig natur på tre engarealer ved det unikke vandløb Binderup Å, der ligger øst for Nibe sydvest for Aalborg.

Her skal arealerne også hænge sammen til med resten af Binderup Ådal til gavn for vilde dyr og planter.

Alle skal kunne nyde de blomstrende enge og smide snøren ud i åen. Den er ellers stort set lukket land for andre end organiserede lystfiskere.

Arealerne åbnes for offentligheden ved at etablere trampesti, naturbase med shelter og en handicapvenlig fiskeplads.

Naturen og ikke mindst Binderup Å skal formidles.

Binderup Å er et af bare en håndfuld kalkstrømme i Danmark. De er en sjælden naturtype, som kan huse et overdådigt dyre- og planteliv på grund af køligt, kalk- og mineralrigt vand.

Kalkstrømme kaldes også for ”de ferske vandes regnskove”.

Undergrundens kalk giver samtidig betingelser for et usædvanligt rigt og anderledes planteliv på land.

Trusler mod naturen

Mange enge i Binderup Ådal er enten forarmede af tilgroning eller af overgræsning. I begge tilfælde får man enge, hvor kun få arter kan leve.

”Kalkstrømmens Rige” skal i krig med begge dele for at hjælpe biodiversiteten.

Arealet er i dag helt tilgroet med brændenælder, mjødurt og andre arter, der kvæler mere værdifulde planter.

To andre enge er i dag grønne ørkener, som afgræsses for hårdt, og derfor kun har plads til kulturgræs.

En særlig udfordring er i et skov- og moseområde, som er ved at blive kvalt af plantede sitka-grantræer og to lunde med selvsåede træer. Her står træerne så tæt, at kronerne holder for meget lys ude. Det tager stort set al plads og lys fra vilde planter.

DET SKAL GØRES FOR NATUREN

De to tilgroede arealer ryddes for urter og træer. Derefter græsser dyr for at sørge for lys og plads til flere vilde planter.

Den mere udfordrende opgave er de to grønne ørkener. Den ene har en fem hundrede år lang fortid som mølledam og fiskedam. Den anden har i nyere tid været pløjet og dyrket.

Her skal græsses mindre, så de vilde planter kan få lys og plads. Måske gemmer sig frøbanker fra vilde planter under græstæpperne.

Der skal plantes solitærtræer, som kan give skygge, variation og levesteder for fugle og insekter.

Flere vandhuller etableres. Hvor mange afhænger af Aalborg Kommune, som skal stå for at lede Binderup Å uden om Binderup Mølle Dambrug ved at fjerne opstemning ved dambruget.

RESULTATER FOR NATUREN

Naturen i en unik ådal hænger bedre sammen.

Monokultur bliver til mangfoldig natur med mange, forskellige slags natur.

Her kommer blomstereng, overdrev, sump, mose, vandløb, vandhuller og lysåben skov med svampe, laver og mosser.

Her kommer mere dyreliv, som lever i disse naturtyper. Det gælder spætter, ugler, flagermus, oddere, isfugle, pragtvandnymfer, guldsmede, sommerfugle, biller, padder og krybdyr.

Drømmen er, at området i 2027 myldrer af liv, både dyr, planter og mennesker.

På en almindelig hverdag er en skoleklasse på besøg, der undersøger vandløb og vandhuller og finder blomster og svampe.

Drenge og piger fra nærområdet cykler dertil for at prøve at fange en ørred.

Folk fra Aalborg og nærområdet tager forbi en aften eller weekend og går en tur.

Der er lavet en sti rundt om den restaurerede ådal, så man kan gå en længere tur.

Besøgende kan ledes videre til Huul Mølle og Vokslev Kalkgrav, hvor de kan opleve en fungerende vandmølle, 500 års unik kulturhistorie og gå på opdagelse i et landskab med 100 millioner års geologisk historie.

LYSTFISKERE VIL SKABE NATUR FOR ALLE

Idéen blev nærmest født i desperation i juni 2018.

Der var afslag på en ansøgning om penge til at lede åen uden om et dambrug. Projektet var for dyrt. Mange års forarbejde syntes spildt. Gode råd var dyre.

Men Uffe Westerberg og Johnny Rose fra Lystfiskeriforeningen Binderup Aa inviterede sig selv til et møde med rådmanden og direktøren. Her foreslog de, at byrådet satte penge af til projektet. Til gengæld ville foreningen være partner og lave en naturbase med offentligt fiskeri.

Byrådet satte 4 mio. kr. af, og selv om de senere blev inddraget til andre formål, holdt foreningen fast i sin idé og udbyggede den, så hovedformålet nu er natur og formidling. Kommunen har søgt penge til spærringsprojektet, så nu lykkes det hele.
Fakta om projektet

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.