Lystfiskere genslynger bæk ved Limfjorden

Havørreder mangler levesteder på et langt stykke af Resen Bæk ved Struer. Men det retter raske lystfiskere og en lodsejer nu op på med samlet 1,5 kilometer nye steder at gyde.

Der mangler gydesteder til havørreder og levesteder til andre dyr og planter på et langt stykke af Resen Bæk ved Struer. Bækken er rettet ud og løber i et rør. Men det har raske lystfiskere og en naturinteresseret lodsejer nu tænkt sig at rette op på, eller rettere, de vil genskabe bækkens naturlige forløb. Havørreder får samlet 1,5 kilometer nye steder at gyde takket være ildsjælene. Projektet realiseres med støtte fra Naturfonden.

FORMÅL

Formålet er at skabe et sammenhængende naturområde med bedre vilkår for både vand- og landlevende dyr og planter. Resen Bæk genslynges og fritlægges, og der skabes adgang til den opstrøms beliggende strækning af bækken. Heste plejer naturen, så den eksisterende natur forbedres, og der skabes ny natur.

Det nuværende vandløb er udrettet og rørlagt. Det udgør ikke et godt levested for vandlevende dyr og planter. Der er heller ikke egnede gydesteder for f.eks. ørreder, som ellers findes i stort tal længere nedstrøms i vandløbet. Den opstemmede sø i området udgør desuden en spærring, så fisk og andre dyr ikke kan søge længere opstrøms i Resen Bæk, som er et helt naturligt vandløb med gode levesteder for dyr og planter.

Arealerne rundt om vandløb og sø består af f.eks. eng, mose og overdrev, som mange steder er ved at gro til i buske og træer, og de sjældne arter forsvinder.

DET SKAL GØRES FOR NATUREN

Der skabes et nyt slynget vandløb på et stykke af Resen Bæk, som i dag enten er en lige kanal eller rørlagt. I det nye slyngede vandløb skabes gode forhold for vandlevende dyr og planter. Langs med de nye vandløb lægges dødt ved, sten og der afskrælles muld, så der også på land udvikles fin natur med levesteder for mange arter af dyr og planter.

Fra det nye slyngede vandløb vil der være adgang til den opstemmede sø i området, så fisk og andre dyr kan svømme op igennem søen og videre op i vandløbet længere opstrøms.

Hele området indhegnes og afgræsses med islandske heste, så tilstanden af den eksisterende natur forbedres, og der skabes ny natur på de nuværende marker.

RESULTATER FOR NATUREN

Der skabes 450 m nyt vandløb, der vil udgøre et godt habitat for vandlevende dyr og planter og et godt gydeområde for ørreder. Der sikres passage gennem søen og videre opstrøms til yderligere 1000 m vandløb, som henligger i en helt naturlig tilstand. Alt i alt vil projektet skabe og åbne op for næsten 1,5 km gydeegnet vandløb.

Langs det genslyngede vandløb vil udlægning af dødt ved, muldafrømning mm. skabe gode forhold for især insekter og planter.

Græsning med heste i området, vil øge biodiversiteten, og være til gavn for sjældne og truede arter.

Projektområdet vil blive til en uforstyrret naturperle, som alle kan opleve.

Visionen er, at der i projektområdet om ti år er skabt en korridor op til Kramshule Dal, havørreden har gydeaktiviteter i vandløbet opstrøms søen. Planter, dyr og insekter trives og har spredt sig til hele projektområdet.

Området vil kunne bruges til undervisning af børn og unge, bl.a. med det formål at skabe opmærksomhed og fokus på muligheden for udvikling og bevarelse af naturperler.

VANDRETUR GAV IDÉ TIL AT HJÆLPE FISK

Et medlem af Struer Kystfisker Forening vandrede en dag fra udspring til udløb af Resen Bæk. Det blev starten på naturgenopretningsprojektet.

Struer Kystfisker Forening består af en gruppe entusiastiske kystfiskere, som interesserer sig levende for at fiske efter havørreder i Limfjorden.

Foreningen yder en indsats for sunde vandløb med gode gyde- og opvækstmuligheder for en vild, men trængt, havørredbestand.

Medlemmer af foreningen traver langs kommunens vandløb for at udpege de gyde- og opvækstområder, der trænger til vedligehold, og leder efter spærringer, der hindrer havørredens vandring.

I et stærkt samarbejde med Struer Kommunes miljøafdeling planlægges vedligehold af vandløb, der udveksles observationer og nye forslag til vandløbsforbedrende tiltag vendes.

På en af de mange vandreture langs vandløbene gik et medlem fra udløb til udspring i Resen Bæk. Her opdagede han nye muligheder for at gendanne et helt nyt stykke af en ellers udrettet å og sørge for helt nye gydepladser for havørred.

Foreningens medlem tog kontakt til lodsejeren, som var med på idéen. Herefter spurgte foreningen Struer Kommune, om de havde mulighed for at hjælpe med en ansøgning til Naturfonden.

Struer Kommune ydede en god opbakning til den lille forening, og det stærke samarbejde resulterede i en ansøgning til Naturfonden og til den endelige støtte til genopretningen.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.