Lokale lodsejere på Fyn hjælper den truede strandtudse med nye levesteder ved Refsvindinge. Lodsejerne får gravet nye vandhuller, hvor bestanden kan trives fremover. Det gavner også mange andre dyr som stor vandsalamander. Mange familier, børn og unge er engageret i at hjælpe strandtudsen.
Projektet er et privat naturgenopretningsprojekt, som Naturfonden har støttet.
Strandtudsens ynglevandhuller er forsvundet, i takt med at dræn og intensivt landbrug har gjort sit indtog i Danmark.
Strandtudsen stiller specifikke krav til deres ynglevandhul: Vandet skal være fri for fisk og rovdyr, og det undgås ved, at vandhullet tørrer ud – gerne hvert år.
I tidligere tider græssede kvæget på strandengene og sørgede for, at siv og marehalm blev holdt nede, og engene stod oversvømmede i foråret med lav varmt og rent vand.
Denne naturtype er en sjældenhed i Danmark, og strandtudserne er rykket længere ind i landet.
Nedlagte grusgrave er blevet et fortrukket opholdssted for strandtudserne. Ved Refsvindinge har der engang været grusgrave, og det er formentlig herfra, den lille bestand har overlevet.
Projektet er unikt, fordi det består af små jordlodder, hvor vi har fået lov til at grave et vandhul af den enkelte lodsejer. Der er altså ikke tale om et sammenhængende naturområde.
Vi har gravet og renset i alt 18 vandhuller i området.
Den lokale friskole har fået gravet et, hvor eleverne er med til udsætninger og har lavet formidlingsskilte om strandtudse ved vandhullet.
Der afholdes lodsejeraftener, samt vandhulskursus.
Lysten til at hjælper smitter. Flere grundejere vil være med i projektet, når de hører, at naboen har fået gravet et vandhul.
Strandtudsen som flagskib hjælper unge, familier og børn og samler folk i et fællesskab hvor man hjælper naturen og højner biodiversiteten.
I Zoos avlscenter etableres der ynglebure, der tilstræbes at ligne strandtudsernes ynglehabitat så godt som muligt. Der er voksne strandtudser i Zoo, som lægger masser af æg i burene.
Æggene klækker i store tanke, haletudserne sættes ud i vandhuller ved Refsvindinge, sammen med lodsejerne, der efterfølgende kan observere haletudserne udvikle sig til små tudser, som går på land.
Strandtudse trives og ses i flere antal. De kalder og yngler.
Mange arter trives i de nye vandhuller, hvor der før var tørt og intet liv.
Mange stor vandsalamander lever i de nye vandhuller.
Strandtudsens udbredelse kan få succes med årene, takket være enkeltpersoner, der afgiver noget af deres jord til gavn for en truet art.
Var det ikke for en lokal skolelærer bosat ved det sidste kendte ynglevandhul i Refsvindinge, så var arten med stor sandsynlighed uddød i området.
Ole Nicolajsen var paddernes ambassadør i området, og da han i 2008 fandt en ægstreng i et vandhul, der var tæt på udtørring, greb han til handling.
Ole kontaktede Amphi Consult, som henvendte sig til København Zoo og bad om hjælp.
Den ægstreng dannede grundlag for opstart af strandtudseprojektet ved Refsvindinge, som Naturfonden har støttet.
Strandtudseprojektet ved Refsvindinge er et samarbejde mellem Zoo, Nyborg kommune og Refsvindinge Natur-Kulturcenter, der drives af lokale ildsjæle, hvorfra lodsejerkontakt og aftale omkring nye vandhuller udgår.
Personalet består bl.a. af daglig leder Lise Fenger og hendes mand Willy, samt naturvejleder Hannah.
Naturcenteret fungerer som undervisningssted for unge med ”særlige behov”, og de unge lærer om naturen og pasning af centrets reptiler, insekter og naturligvis strandtudser.
Strandtudser er fokusdyr, og en stor del af den læring, de unge får i centeret, omhandler strandtudserne.
Refsvindinge bryggeri, der er kendt for deres Ale Nr. 16, er også engagerede i strandtudse-projektet.
Bryggeriet har med egne midler gravet et vandhul i baghaven, og vores samarbejde har resulteret i, at bryggeriet nu laver Tudsebryg.
Med strandtudsegrafik udenpå og Ale Nr. 16 indeni bliver der drukket øl til gavn for strandtudserne, idet 5 kr. pr. solgt øl går til strandtudserne. Tudsebryggen kan købes i Zoo i København.