GENOPRETNING AF KYSTNATUR VED VOERSAA

Den truede strandtudse får nye vandhuller at yngle i, orkidéer får mere plads, og stære i titusindvis hjælpes med mere rørskov at sove i. Det sker med Bjarke som naturens ildsjæl og med støtte fra Den Danske Naturfond.

Strandenge genoprettes, vandhuller graves til den truede strandtudse og stære i titusindvis hjælpes med mere rørskov at sove i.

FORMÅL

Projektet er med til at bevare områdets værdi for overnattende, rastende og ynglende fugle tilknyttet rørskovsområder.

Voer Aas udløb i Kattegat har som et af de få større rørskovsområder langs Østvendsyssels kyst været en af de største overnatningspladser for trækkende stære, svaler og vipstjerter.

Der kan være tale om titusindvis af overnattende fugle.

Området er af betydning for yngle- og rastende fugle og er landskabeligt et af de eneste steder i Østvendsyssel, hvor man i dag kan opleve sammenhæng fra den gamle istidskystlinie til den nuværende kystlinie uden mellemliggende skovområder, landbrug eller bebyggelser, der har udvisket sammenhængen på størstedelen af kysten.

Derfor ønskede Voersaa Borgerforening i samarbejde med en række foreninger, den lokale skole og private lodsejere at gennemføre projektet for at sikre og forbedre naturen i området med støtte fra Den Danske Naturfond.

TRUSLER MOD NATUREN

Som mange andre steder i landet har kystlandskabet omkring Voersaa og Voer Aas udløb ændret sig betydeligt gennem de sidste årtier som følge af ændret udnyttelse af landskabet

Dette har også medført, at en række af områdets naturværdier har oplevet store udfordringer.

Der findes både mose- og engarealer indenfor projektområdet. Hist og her findes partier med lysåben fattigkærsvegetation.

Mosen rummer store naturværdier med bl.a. otteradet ulvefod, femradet ulvefod, klokke-ensian, rundbladet soldug, loppe-star, sump-græshoppe og mose-randøje.

Dertil kommer et varieret fugleliv med bl.a. trane og padder som stor vandsalamander og spidssnudet frø.

GJORT FOR NATUREN

En række arealer med strandenge, strandoverdrev og kærpartier er ryddet for uønskede træer og buske for at beskytte spændende botanik med bl.a. orkideer som plettet gøgeurt og planten kobjælde.

Der er sat hegn op, så heste og kvæg nu kan græsse og holde vegetationen nede til gavn for vilde planter.

Desuden graves en række vandhuller i området for at give den truet strandtudse flere steder at leve. Den er blevet meget sjælden på kysten.

Strandtudse. Foto: Bjarke Laubek

RESULTATER FOR NATUREN

Den vilde natur er ved at flytte ind igen.

I et ryddet område gik bestanden af orkidéen plettet gøgeurt fra 60 til flere end 600 året efter.

I de udgravede vandhuller lagde spidssnudet frø æg tre dage efter udgravningen. Og det endda selv om æglægning normalt skulle være overstået seks uger tidligere.

BJARKE HJÆLPER NATUREN

Bjarke Laubek har taget initiativ til projektet, som han arbejder med, når han har fri fra sit professionelle virke som biolog.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.