Familie ’bygger’ boliger
til flagermus og fugle i skoven

I mange danske skove er der for få gamle træer, hvor fugle, flagermus og insekter kan yngle. Det gælder også for skoven ved Ræveholmsmose på Sydsjælland. Men det vil familien, der ejer skoven, ændre på.

FORMÅL

Levevilkårene forbedres for dyr og planter i skoven omkring Ræveholmsmose på Sydsjælland.

Skoven er fugtig mange steder, har været drevet ekstensivt og er allerede meget varieret med mange levesteder. Der er allerede relativ høj biodiversitet, som kan blive endnu højere.

Truslen mod naturen

Der mangler levesteder til sjældne arter af flagermus, insekter og hulrugende fugle, fordi skoven mangler gamle træer, der har dannet huller under barken og i stammen.

Samtidig er der for lidt dødt ved i skovbunden. Her mangler gamle træer med døde grene og døde og døende træer, der står eller ligger i skovbunden.

DET SKAL GØRES FOR NATUREN

Udvalgte træer fældes for at skabe lysninger, andre træer får lavet huller og revner.

Det sker for at fremskynde den naturlige proces, der skaber hulheder i træer, når de vokser og bliver gamle.

De fældede træer skaber hurtigere dødt ved i skovbunden.

Skadede træer bliver stående med døde grene og huller, som insekter, flagermus og hulrugende fugle kan leve i.

Det giver flere og bedre levesteder til blandt andre fugle, flagermus og insekter, som kan yngle eller overnatte her.

Græssende dyr sikrer en mere lysåben skov også på lidt længere sigt og bidrager til mere variation.

RESULTATER FOR NATUREN

Der kommer flere levesteder til fugle, der yngler i huller i træer. Det er blandt andre huldue, stær og stor flagspætte. Men også insekter og flagermus får gavn af flere døde og døende træer.

Forhåbentlig betyder flere levesteder, at sjældnere arter genindvandrer, og de nuværende bestande øges og bliver mere robuste.

Skoven græsses af kreaturer, som holder skoven lysåben, varieret med mange levesteder for sjældnere dyr og planter.

FAMILIE PÅ FIRE VIL SIKRE SKOV

Annebeth Hoffmann, Klaus Andersen og deres to børn har stor interesse for naturen. De har længe ønsket at bidrage til at bevare og forbedre den danske natur. Og nu får de muligheden.

Familien ejer 57 ha skov og natur på Sydsjælland, hvor de forsøger at forene produktion af træ med styrkelse af biodiversiteten.

Familien har nu søsat projektet i skoven omkring Ræveholmsmose, som skal sikre bedre natur i skoven. Det sker efter besøg i andre skove og dialog med fagfolk.

Samtidig håber familien, at de kan hjælpe med at øge interessen for biodiversitet ved at formidle om indsatsen i deres egen skov.

”Vi er meget glade for, at Den Danske Naturfond støtter vores projekt. Vi håber at kunne bidrage til en forøgelse af biodiversiteten i Vordingborg Kommune og glæder os til at følge udviklingen over de kommende år,” siger Annebeth og Klaus.

Tilmeld nyhedsbrev

Få spændende nyheder og følg med i vores naturprojekter - tilmeld dig nyhedsbrevet gratis her.